Opholdet på den københavnske Vestegn rinder så småt ud for tyske Hany Mukhtar.

Den driblestærke midtbanekreatør har i bestræbelserne på at sikre sig et stort sommerskifte allieret sig med en ny agent. Det kommer frem i den seneste episode af B.T.s ugentlige fodboldpodcast, Transfervinduet.

»Mikael Stevens er agent i det store firma SEG International, og det er altså Hany Mukhtars nye agent. Og vi er ikke tvivl - han skal sælges til sommer. Det er planen,« fortæller Michel Wikkelsø Davidsen, der sammen med Steffen Gronemann og Lasse Vøge udgør panelet i Transfervinduet.

»Men hvis Brøndby tror, at de skal score enorme summer på Hany Mukhtar, så er jeg bange for, at de bliver skuffede. Vi hører, at Brøndby nok skal forberede sig på et salg i kategorien 'tre-fire millioner euro'. Det vil sige 22-30 millioner kroner. Men lad os nu se - de kan være heldige, at der opstår en budkrig.«

I podcasten kigger panelet også på den nye opdaterede strategi 6.4 i Brøndby - og finder de 44 millioner kroner, som klubben skal hente i transferindtægter til sommer. De millioner skal ikke nødvendigvis findes i den nuværende spillertrup.

»Brøndby håber, at de kan indløse nogle klausuler og uddannelsespenge, de har rendende rundt ude i Europa. For eksempel hvis Andreas Christensen skifter til Barcelona eller Juventus. De ved også, at Riza Durmisi måske skal tilbage til Spanien. Og der er også Andrew Hjulsager og Pierre-Emile Højbjerg,« fortæller Lasse Vøge.

I episoden kan panelet også afsløre, hvilke klubber der var til stede i Farum, da FC Nordsjælland og FC København tørnede sammen i weekenden. Især to klubber var massivt til stede.

»Blandt andet AC Milan, Atalanta, PSV Eindhoven, HSV, AZ Alkmaar, Ajax Amsterdam og Real Sociedad var på plads. Og de to sidstnævnte - Ajax Amsterdam og Real Sociedad - havde sendt deres chefscouts af sted til Danmark,« lyder det fra Steffen Gronemann.

Foto: Lars Møller
Vis mere

'Transfervinduet' er B.T.s ugentlige fodboldpodcast, der kommer ind under huden på det danske - og til tider udenlandske - transfermarked.

Her dyrkes de reelle transfers, transferrygterne og ikke mindst al transfer-sladderen. Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transfers.

Og hvis du har et saftigt transferrygte, så post det på Twitter eller Facebook med #andellerej - så undersøger panelet sagen, ringer til de relevante og drøfter det i podcasten.

B.T. skal understrege, at der i udsendelsen ofte er tale om rygter og sladder.