Brøndby måtte hoste op med et betragteligt millionbeløb for at sikre sig den kroatiske angriber Marko Divkovic.

Den 22-årige kroat, der i sommer kom til Brøndby på en lejeaftale fra slovakiske FC DAC 1904 Dunajská, er faldet godt til på den københavnske Vestegn, hvor han har spillet sig til en startplads – og til en plads i Brøndby-fansenes hjerter.

I weekenden scorede han Brøndbys enlige mål i 1-1-kampen hjemme mod AGF.

Og Brøndby sætter så stor pris på Divkovic, at klubben i starten af måneden vekslede lejeaftalen til en permanent kontrakt, der løber frem til 2026.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og B.T.s transferpodcast, 'Transfervinduet', kunne i onsdagens episode afsløre, hvad Brøndby har betalt for Marko Divkovic.

Én million euro – svarende til næsten 7,5 millioner kroner – lød den frikøbsklausul på, som Brøndby altså har indløst.

Divkovic skal sammen med svenske Carl Björk lukke hullet efter topscorer Mikael Uhre, der i vinter blev solgt til amerikanske Philadelphia Union.

Du kan høre den seneste 'Transfervinduet'-episode herunder – panelet vender blandt andet Mads Hermansens forlængelse med Brøndby.