Klubben har vundet det nationale mesterskab seks gange i historien.

Men på transfervinduets lukkedag var det eneste, traditionsklubben Bordeaux vandt, 'kampen' om det mest bizarre transferkollaps.

Den franske klub havde nemlig udset sig en angriber, som skulle til klubben.

Men da Bordeauxs sportsdirektør, Admar Lopes, skulle rejse til den sælgende klub, manglede noget ultravigtigt.

Det skriver den franske avis Le Parisien.

Mediet melder intet om, hvilken spiller Bordeaux prøvede at hente til klubben, men klubpræsident Gérard Lopez fortæller, at sportsdirektøren skulle rejse til Spanien.

Admar Lopes kom dog slet ikke af sted, da han måtte sande, at han havde fået sin taske med alle de vigtige dokumenter, sin computer og sit pas stjålet.

Og da Lopes ikke kunne besøge den sælgende klub for at ordne de sidste detaljer, gik klubskiftet i vasken.

Klubpræsident Gérard Lopez forsvarer dog sin sportsdirektør.

»Jeg har hørt en del kritik af Admar og hans manglende professionalitet, men det forholder sig helt modsat,« siger han ifølge RMC Sport.

Dermed står den i forvejen kriseramte traditionsklub tilbage som en af transfervinduets tabere med den enlige tilgang af unge Alexi Pitu, der er hentet i Rumænien.

Bordeaux, der ligger nummer tre i den næstbedste franske liga, kæmper for at rykke op til Ligue 1.