Den senegalesiske Papa Bouba Diop er gået bort.

Den tidligere fodboldspiller blev kun 42 år.

Det skriver flere medier, herunder The Guardian og L'Équipe.

Bouba Diop scorede blandt andet et historisk mål mod de regerende verdensmestre fra Frankrig ved VM i 2002, da Senegal besejrede 'Les Bleus.' Det år nåede den afrikanske nation hele vejen til kvartfinalen ved VM i Japan og Sydkorea.

Papa Bouba Diop i kamp mod Cristiano Ronaldo og Manchester United, dengang han spillede i Portsmouth. Billedet er fra 2008.
Papa Bouba Diop i kamp mod Cristiano Ronaldo og Manchester United, dengang han spillede i Portsmouth. Billedet er fra 2008. Foto: GERRY PENNY
Vis mere

»En gang VM-helt, altid VM-helt,« skriver FIFA på Twitter for at markere Papa Bouba Diops død.

Midtbanespilleren, som blandt andet spillede for Lens, Fulham, West Ham og Portsmouth, var et ikon i senegalesisk fodbold.

Papa Bouba Diop døde af Amyotrofisk lateral sklerose (ALS). En sygdom, som rammer de motoriske nerveceller i hjernen og rygmarven.

Den bliver gradvist værre og værre, og til sidst kan musklerne miste evnen til at bevæge sig.