Christian Gentner er anfører for VFB Stuttgart, og han kunne lørdag aften føre sit hold til en 2-1 sejr over Hertha Berlin.

Men sejren betyder næppe meget for anføreren nu.

Hans far Herbert Gentner døde nemlig på stadion kort efter kampen, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Klubben fortæller, at de sørger over tabet.

»VFB Stuttgart sørger over tabet af anfører Christian Gentners far, Herbert Gentner, som døde på stadion efter hjemmeklubben mod Hertha Berlin. Hele klubben tilbyder sin støtter og kondolencer til familien Gentner i denne svære tid,« lyder det i pressemeddelelsen.

Da Christian Gentner blev opmærksom på sin fars kollaps, styrtede han ud til ham. Det skriver det tyske medie Kicker, som også oplyser, at der var en ambulance til stede, men at faderens liv ikke stod til at redde.

Anfører Christian Gentner er 33 år og spiller på Stuttgarts midtbane.

Han har desuden repræsenteret Wolfsburg og det tyske landshold.

Stuttgart ligger for lige over nedrykningsstregen i Bundesligaen.