Den brasilianske målmand Jian Kayo blev blot 21 år gammel.

Det er hans klub Ituano, der beretter om dødsfaldet.

Den talentfulde keeper blev fundet død i sit hjem lørdag aften.

'Det er med stor sorg, at Ituano FC kan fortælle, at Jian Kayo Gomes Soarez er død. Han blev fundet livløs i sit hjem. Han blev kun 21 år gammel.'

'Vi er knust over tabet og retter vores bønner mod ham, hans familie og hans venner.'

'Ituano FC sørger for al den nødvendige støtte og opmærksomhed til familien i denne smertens tid. Når familie og myndigheder har godkendt det, vil vi komme med yderligere oplysninger,' skriver klubben på sine sociale medier.

Kayo startede sin karriere på storklubben Sao Paulos ungdomshold, som også har reageret på dødsfaldet.

'Vores tanker går til familien, venner og Ituano FC. Vi ønsker jer masser af styrke i denne svære tid,' skriver storklubben.

Senere tog han til Serie B-klubben Ituano.

Her nåede han aldrig at komme i aktion for førsteholdet.