Brøndbys Niels Frederiksen er glad for sejren mod Vejle, efter at holdet har haft tema om lavtstående hold.

Ovenpå seneste sæson, hvor Brøndby blev dansk mester, er holdet kommet mere haltende ud til denne sæson.

I mesterskabssæsonen lavede holdet mange mål efter kontraer, men dem har der ikke været så mange af på denne side af sommerferien.

Her har Brøndby særligt haft det svært mod lavtstående hold, og derfor har cheftræner Niels Frederiksen også brugt den netop overståede landskampspause til at have det som tema.

- Vi har haft et tema, der hedder: "Hvordan skaber vi chancer mod lavtstående hold?". Så har vi set noget video fra vores tidligere kampe for at lære af dem, og det har vi så arbejdet med på træningsbanen, fortæller Brøndby-træneren.

Søndag mødte holdet bundproppen Vejle, der netop stod dybt i store dele af kampen og længe havde succes med det, da vejlenserne førte 2-1 ti minutter før tid.

Det fik Brøndby dog vendt til en 3-2-sejr på to sene scoringer, og en tilfreds Niels Frederiksen mener, at hans hold skabte flere gode muligheder.

- Jeg synes, vi lykkedes ret godt med at åbne Vejle. Jeg synes, vi havde mange afslutninger inde i feltet, så det gjorde vi rigtigt godt.

Samme opfattelse har Brøndbys målscorer til 2-2, angriberen Mikael Uhre.

- Jeg synes egentlig, man godt kunne se, at der var lidt mere idé bag det, vi gjorde. Målet til 2-2 var lige efter skabelonen med aflevering fra wingback til wingback, og så skulle jeg bare prikke den ind over stregen.

- Det er noget, vi virkelig har arbejdet med, så det var godt at se, det lykkedes, siger Uhre.

Det er dog ikke det eneste, som Brøndby gerne vil se mere af i angrebet, forklarer Niels Frederiksen.

- Vi vil gerne bruge vores defensive midtbane lidt mere inde omkring centrum af banen, så vi skaber noget andet plads, så vi ikke kun spiller op langs siden.

- Vi vil gerne have dybdeløb fra den centrale del af banen ned i halvrummene. Vi har også arbejdet lidt med vores løb ind i feltet, og det var vores andet mål et meget godt eksempel på, forklarer Frederiksen.

Kampens sidste mål til 3-2 blev sendt i kassen af den indskiftede midtbanespiller Christian Cappis, og det skabte stor forløsning i Brøndby-truppen, der fejrede det i en stor bunke.

Mikael Uhre erkender også, at det var tiltrængt efter en hidtil svær sæson for mesterholdet.

- Det kan godt være, jeg blev glad, da jeg scorede til 2-2, men jeg blev endnu gladere, da Christian Cappis scorede til 3-2, fordi jeg ved, hvor meget det betyder for os alle sammen og hele klubben. Det var fantastisk, lyder det fra Uhre.

Med sejren spiller Brøndby sig ind i top-6 med 15 point for 12 kampe.

/ritzau/