Den legendariske skotske fodboldtræner Walter Smith er død. Det melder hans tidligere klub Glasgow Rangers.

Han blev 73 år.

»Det er med dyb sorg, at vi annoncerer bortgangen af vores tidligere manager, formand og klublegende, Walter Smith,« skriver Rangers i en erklæring.

Det var Walter Smith, der i sin tid hentede Brian Laudrup til den skotske klub. Og i 2012 var det Walter Smith, der indlemmede danskeren i fodboldens Hall of Fame ved Dansk Fodbold Award i Cirkusbygningen.

Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Walter Smith trænede med stor succes Glasgow Rangers i perioden 1991 til 1998. Senere blev han skotsk landstræner, inden han i 2007 vendte tilbage til Rangers, som han trænede frem til 2011.

Walter Smith har kæmpet med helbredet, siden han i foråret blev indlagt og opereret. Det vides endnu ikke, hvad han blev opereret for.

Brian Laudrup kom til Glasgow Rangers i 1994 efter mislykkede ophold i først Fiorentina og sidenhen AC Milan. Under Walter Smith i Skotland genfandt den danske landsholdsstjerne spilleglæden, og han havde fire yderst succesfulde sæson i den skotske række, hvor han vandt tre mesterskaber.

»Brian spillede fire år i Rangers, og han spillede fodbold på et fantastisk niveau. I min karriere har jeg haft fornøjelsen af at arbejde med mange dygtige spillere, men jeg må sige, at Brian var den bedste af dem alle,« sagde Walter Smith om Laudrup i 2012