Han har ét sidste ønske, inden han skal herfra.

Den svenske trænerlegende Sven-Göran Eriksson er alvorligt syg med kræft.

Han har indstillet sig på, at han kun har ganske kort tid tilbage at leve i.

Nu afslører han ét sidste ønske, han håber at opleve, inden han siger farvel. Det fortæller han Sky Sports.

Sven-Göran Eriksson er alvorligt syg med kræft.
Sven-Göran Eriksson er alvorligt syg med kræft. Foto: Khaled Desouki/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Eriksson, der i fem år stod i spidsen for det engelske fodboldlandshold, håber, at han er frisk nok til at se England spille på Wembley en sidste gang.

'Svennis', som han bliver kaldt, drømmer om at se dem spille mod Brasilien, når de to fodboldgiganter tørner sammen i marts.

Den 75-årige svensker mener endda, at kampen er en slags opvarmning til VM-slutrunden i 2026, hvor de to hold efter hans vurdering meget vel kan ende som finalemodstandere.

»Jeg håber måske at komme til England og se England mod Brasilien i marts. En fantastisk kamp, en opvarmning til VM, for det kunne også være finalen i VM 2026,« siger han.

Sven-Göran Eriksson har samtidig store forhåbninger på Englands vegne allerede til sommerens EM-slutrunden.

»Sidste gang, mod Italien, var England meget tæt på at vinde, men tabte igen på straffespark. Men lad os håbe, at hvis det kommer til endnu en straffesparkskonkurrence, at England kan vinde den til sommer,« siger han til The Sun.

'Svennis' bragte England til tre kvartfinaler i træk ved VM 2002, EM 2004 og VM 2006.

Derudover har han bragt Benfica og Lazio til mesterskaber i Portugal og Italien, mens han også nåede at stå i spidsen for blandt andre Roma, Fiorentina, Manchester City, Mexico og Leicester.

Hans sidste job var som landstræner for Filippinerne i 2019.

Han fortalte forleden, at han i bedste fald kun har ét år tilbage at leve i.