Flere Premier League-managere bakker op om forbud mod hovedstød til træning, hvis det kan føre til demens.

Hvis yderligere forskning kan bevise, at hovedstød i fodbold øger risikoen for at få demens, er det en god idé at indføre forbud mod hovedstød til træning.

Sådan lyder det fra flere managere i Premier League, efter at debatten om hovedstød er blusset op igen i kølvandet på den tidligere engelske verdensmester Nobby Stiles' død i oktober.

Stiles og flere af hans holdkammerater fra Englands guldhold i 1966 er blevet diagnosticeret med demens inden deres død. For nylig fortalte Bobby Charlton også, at han har fået samme diagnose.

- Hvis forskning viser, at det kan føre til demens, at man header til bolden ti gange i løbet af en træning, så lad os stoppe med at gøre det, siger Slaven Bilic, der er manager for West Bromwich Albion.

Samme toner lyder fra Aston Villa-manager Dean Smith. Hans far blev diagnosticeret med demens, før han døde af coronavirus, og Villa-manageren ønsker mere forskning på området.

- Demens og Alzheimers er desværre udbredt i hele verden, og hvis man kan se, at der en sammenhæng mellem hovedstød og demens, så bliver vi nødt til at gøre noget.

- Men vi skal også huske, at boldene var tungere før i tiden, siger Dean Smith.

Chelsea-manager Frank Lampard siger, at han allerede tænker over, hvordan han tilpasser træningen. Men han mener, at det er vigtigere, der er særlige regler om hovedstød til træning i bunden af fodboldpyramiden og ikke i toppen.

- Reglerne skal være stramme, så vi er sikre på, at børn og unge ikke header til bolden, hvis der ikke er grund til det.

- Vi skal starte i ungdomsfodbolden. Vi kan kontrollere træningerne, mens børn udvikler sig, og vi skal implementere alle tiltag, der kan gøre deres træning sikrere, siger Frank Lampard.

Tilbage i februar blev hovedstød til træning forbudt for U11-niveau og ned i Storbritannien. Fra U12-niveau må der gradvist skrues op for hovedstød under træning.

Sidste år viste et studie fra University of Glasgow, at tidligere professionelle fodboldspillere er i højere risiko for at få demens end resten af befolkningen.

Derfor opfordrede Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i sommer til at reducere omfanget af hovedstød under børne- og ungdomstræninger i hele Europa.

- Trænere bør mindske mængden af hovedstødsøvelser med henblik på, hvor ofte spillere allerede laver hovedstød i kampe.

- De bør også undervises i behovet for at implementere hovedspillet gradvist igennem de forskellige aldersgrupper, lød det dengang fra Uefa.

/ritzau/Reuters