Spaniens landstræner, Luis Enrique, mener, at tomme tribuner er nødvendigt, men også en meget tam oplevelse.

Bundesligaen genstartede i weekenden for tomme tribuner efter coronapausen. I næste uge følger Superligaen trop - også uden folk på lægterne.

Håbet og forventningen er, at flere af de andre ligaer i Europa kan gøre det samme inden alt for længe. For det koster mange penge for klubberne at ligge stille.

Men selv om det er vigtigt for fodbolden at komme i gang igen, så er glæden til at tage at føle på for den spanske landstræner Luis Enrique.

- At spille uden fans er sørgeligere end at danse med sin egen søster. Det er ikke attraktivt, siger han ifølge AFP i programmet "Colgados del aro".

- Jeg så fodbold fra Tyskland (i weekenden, red.), og det er et sørgeligt syn. Man kan hører stemmerne, man hører endda bandeordene. Man mister intimiteten i de store øjeblikke, siger han.

Han fortæller selv, at han ikke har været bange for coronavirusset, men at han har været bekymret for sin ældre familiemedlemmer.

Derfor har han godt kunnet forstå nedlukningen af samfundet og dermed også fodbolden. Og han ved også, at fodbold uden tilskuere er langt bedre end ingen fodbold.

- Man er nødt til at forstå, at det er en forretning, som genererer mange penge, og selv om stemningen er langt fra niveauet, når der er fans, så kan det hjælpe på at klare udfordringerne (for sporten, red.), siger Luis Enrique.

Han forlod jobbet som landstræner i juni 2019 for at være sammen med sin datter, der havde kræft. Hun døde noget tid efter, og i november vendte han retur til jobbet.

/ritzau/