Arema FCs træner, Javier Roca, mener, at Kanjuruhan Stadion ikke var klar til kaosset ved søndagens kamp.

Træner for det indonesiske fodboldhold Arema FC Javier Roca siger, at fans døde i spillernes arme under stadiontragedien i Indonesien, der kostede 125 mennesker livet søndag.

»Det værste var, da ofre kom for at blive behandlet af holdets læge. Omkring 20 mennesker kom, og 4 døde. Fans døde i spillernes arme,« siger han til det spanske medie Cadena Ser.

Tragedien udspillede sig, da fans af Arema FC stormede banen på Kanjuruhan Stadion i Malang, efter at deres hold havde tabt 2-3 til Persebaya Surabaya.

Politiet siger, at yderligere 323 blev såret i det, der er en af verdens dødeligste stadiontragedier nogensinde.

»Mentalt er jeg smadret. Jeg føler en tung byrde, endda et tungt ansvar,« siger chilenske Javier Roca, der har tilbragt det meste af sin trænerkarriere i Indonesien.

Politiet, der beskriver hændelserne efter kampen som »optøjer«, siger, at de forsøgte at tvinge tusindvis af fans til at vende tilbage til tribunerne, og at de affyrede tåregas, efter at to betjente var blevet dræbt.

Mange af dødsofrene blev kvalt eller trampet ihjel ifølge politiet.

Der er plads til 42.000 tilskuere på Kanjuruhan Stadion, og søndagens kamp var udsolgt. Ifølge politiet stormede 3.000 fans banen.

Javier Roca beskriver, hvordan situationens alvor gik op for ham kort efter søndagens kamp.

»Efter kampen gik jeg i omklædningsrummet, og nogle af spillerne blev på banen. Da jeg kom tilbage fra pressemødet, så jeg tragedien.«

»Drengene gik forbi med ofre i deres arme. Resultater dikterer os og afgør, hvad der sker i sidste ende. Hvis vi havde spillet uafgjort, var det ikke sket,« siger træneren.

Javier Roca mener, at det indonesiske politi overreagerede, og at der ikke var tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger på stadion.

»Det er bevist, at stadion ikke var klar. De forventede ikke det kaos. Intet som dette er nogensinde sket før på stadion, og det hele faldt fra hinanden på grund af det antal mennesker, der forsøgte at slippe væk.«

»Jeg synes, at politiet gik over grænsen, selv om jeg ikke var derude og ikke oplevede, hvad der skete.«

»Men kigger man på billederne, kunne de have brugt andre teknikker. Der er intet resultat i en kamp, uanset hvor vigtig den er, der er tab af liv værd,« siger Javier Roca.

/ritzau/AFP