At Nicklas Bendtner lige nu har en voldssag hængende over hovedet, har umiddelbart ikke indflydelse på danskerens præstationer.
»Det ved han jo bedst selv, men det virker ikke, som om det påvirker ham. Hverken til træning eller i kampene,« siger Rosenborgs træner, Rini Coolen, til Adresseavisen.
Den danske angriber er udtaget til Rosenborgs trup mod Salzburg, og Europa League-kampen spilles torsdag aften.
Tirsdag kom der nye detaljer frem i sagen om vold mod en taxichauffør natten til den 9. september.

Af anklageskriftet fremgår det, at Nicklas Bendtner er tiltalt for at have slået en københavnsk taxichauffør i ansigtet med en knyttet næve - og efterfølgende have sparket den liggende chauffør i hovedet.
Det fremgår af anklageskriftet, som B.T. har fået tilsendt af Københavns Politi. Her er Bendtner ifølge anklageskriftet tiltalt for vold for:
'At have tildelt taxichauffør 'A' et knytnæveslag i ansigtet, hvilket bevirkede, at 'A' faldt ned på gaden, hvorefter tiltalte sparkede 'A' i ansigtet, hvilket bevirkede, at 'A' pådrog sig flere buler og rifter i ansigtet samt et operationskrævende kæbebrud,' som der står i anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af.
Den danske angriber er blevet tiltalt efter den danske staffelovs paragraf 244, der er den milde voldsparagraf.

Samtidig er taxichaufføren tiltalt for forsøg på vold mod Nicklas Bendtner og den danske angribers kæreste, Philine Roepstorff.
Både Nicklas Bendtner og taxichaufføren nægter sig skyldige - sidstnævnte vil desuden kræve erstatning som følge af at have været sygemeldt fra sit arbejde - og på trods af den igangværende sag var der ikke tvivl om, at Nicklas Bendtner skulle med om bord på flyet til Østrig onsdag.
»Der var ingen tvivl om, at han skulle med. Vi vil gerne bruge ham i kampen. Og så må vi se, hvor meget vi bruger ham, når vi også skal tænke på på søndag,« siger Rosenborg-træneren med henvisning til topkampen mod Brann i Eliteserien.
En sejr i opgøret vil sende Rosenborg et stort skridt tættere på det norske mesterskab, da det vil give et forspring på fem point med blot tre runder igen.