Træner deler rørende Ronaldo-minde: 'Ingen ville fortælle ham det – det var meget trist'


Han husker det tydeligt. Samtalen, ingen ønskede at tage.
»Det var meget hårdt. Det var det øjeblik, der skabte et bånd mellem os, der var dybere end det, der ellers er mellem en træner og en atlet.«
Sådan siger Luiz Felipe Scolari i et interview med Daily Mail, hvor han ser tilbage på sin trænerkarriere og heri også sætter ord på forholdet til Cristiano Ronaldo.
Scolari var landstræner for Portugal fra 2003 til 2008, og det var her, han stiftede bekendtskab med fodboldstjernen, der mistede sin far i september 2005, da han var blot 20 år gammel.
»Da nyheden kom inden en kamp mod Rusland, vidste ingen, hvordan de skulle sige det til ham, og der var ingen, der havde lyst,« fortæller 73-årige Scolari om den svære samtale, de vidste ventede med superstjernen, som var afsted med landsholdet.
»Jeg sagde til dem, at jeg nok skulle gøre det, fordi jeg ved, hvordan det er at miste en forælder. Jeg havde mistet mine et par år forinden,« fortæller han.
Og det var bestemt ikke let at overbringe beskeden til Ronaldo, der nu stod og skulle overveje, om han havde lyst til at spille kamp dagen efter.
»Det var meget trist. Men det var også et øjeblik, der forbandt os som venner.

Næste dag spillede Cristiano en forrygende kamp, inden han tog tilbage til Portugal. Han bad selv om at spille. Han sagde: 'Jeg kan ikke gøre noget for min far i dag, så jeg spiller i morgen, og så tager jeg afsted,'« husker Luiz Felipe Scolari.
Han beskriver desuden Cristiano Ronaldo, der i dag er 37 år og stadig aktiv, som den mest dedikerede spiller, han har haft under sine vinger.
»Han er måske ikke den med det største talent. Talent er ikke det første, vi tænker, når vi tænker på Ronaldo, men dedikation er det, der gør ham til den, han er. Det er det første, vi tænker på, når det handler om ham,« lyder det fra Portugals tidligere landstræner.
Cristiano Ronaldo har i et interview med tv-værten Piers Morgan fortalt, at han ikke havde det tætteste bånd med sin far, der kæmpede med personlige problemer og et alkoholmisbrug.