Premier League-klubben Newcastle er i den grad ude efter den danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen.

Det bekræfter træneren i den hollandske klub nu – ifølge flere hollandske medier som eksempelvis Voetball International og Algemeen Dagblad

»Jeg ved, at der er kontakt. Jeg venter på information fra Martin van Geel (Feyenoords tekniske direktør, red.),« siger Giovanni van Bronckhorst.

Der har i de seneste dage været skrevet om interessen fra England – og at Newcastle allerede skulle have afgivet to bud på Nicolai Jørgensen, der i den seneste sæson blev topscorer i Æresdivisionen med 21 mål.

Mere fodbold: Se Liverpool floppe stort i lørdags FA Cup-kamp mod WBA

Feyenoord har dog angiveligt – ifølge engelske Guardian og Sky Sports – sagt nej til bud på 14 og 15 millioner pund. Den hollandske klub skulle kræve mindst 20 millioner pund (omkring 150 millioner kroner), hvilket vil gøre Nicolai Jørgensen til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.

Giovanni van Bronckhorst ved dog godt, hvad han foretrækker, men er også realist.

»Selvfølgelig vil jeg gerne beholde ham i klubben. Han er en vigtig spiller. Men som klub har du ikke en chance, hvis en klub fra Premier League kommer og vil have en spiller,« siger Giovanni van Bronckhorst;

»Det er en tiltrækkende ny udfordring, og et skridt op for Nicolai.«

Nicolai Jørgensen kan snart have spillet sin sidste kamp for Feyenoord.
Nicolai Jørgensen kan snart have spillet sin sidste kamp for Feyenoord. Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere

Søndag spiller Feyenoord mod ADO Den Haag i Æresdivisionen, men træneren har ingen bekymringer over at sende sin danske angriber på banen.

»Han er cool. Han ved, at Feyenoord kommer til at beslutte, hvad der sker. Jeg kan sagtens sætte ham på banen, for det sidder ikke i hovedet på ham,« siger Giovanni van Bronckhorst.

Og en potentiel afløser i den hollandske mesterklub?

Feyenoord har netop hentet Robin van Persie hjem til angrebet, og han fik et 10 minutters indhop i onsdagens midtugekamp mod Utrecht.

Men han er ikke i form til at hoppe ind som øjeblikkelig afløser som førsteangriber.

Mere fodbold: Se Juventus snuppe førstepladsen i Serie A

»Efter kampen havde han ingen smerter, men han kan ikke spille 90 minutter. Han havde kun trænet to gange inden kampen, og vi bygger det langsomt op,« siger Giovanni van Bronckhorst,

Og så er træneren ’meget entusiastisk’ omkring den kun 18-årige Dylan Vente.

Skulle Nicolai Jørgensen ende med at skifte til Newcastle, vil det også skæppe godt i kassen hos hans tidligere klub, FC København. Læs mere om det her