Tottenhams udskiftning af målmand Antonin Kinsky efter bare 17 minutter var nødvendig for at skåne spilleren.
Det siger cheftræner Igor Tudor, efter at Atlético Madrid tirsdag slog hans hold 5-2 i første opgør af ottendedelsfinalen i Champions League på Estadio Metropolitano.
- Det sker meget sjældent. Jeg har trænet i 15 år, og jeg har aldrig gjort det. Men det var nødvendigt for at skåne fyren og skåne holdet, siger Tudor ifølge AFP og tilføjer, at Kinsky har undskyldt for sin præstation.
- Holdet står bag ham, og det gør jeg også. Jeg har snakket med ham. Han forstår situationen, og hvorfor han blev skiftet ud.
Den kroatiske træner udskiftede den tydeligt påvirkede målmand, efter at den 22-årige tjekke havde lukket tre mål ind i løbet af de første 15 minutter.
Den første fatale fejl fra Tottenham-målmanden kom allerede efter fem minutter. Kinsky gled i en aflevering og sparkede bolden direkte ud til en modspiller. Bolden røg videre til Marcos Llorente, som med en effektiv afslutning startede Atléticos målfest.
I det 13. minut snublede forsvarsspilleren Micky van de Ven, hvilket Antoine Griezmann udnyttede til at udbygge føringen til 2-0.
Bolden nåede dårligt nok at blive givet op, før Tottenham-målmanden lavede endnu en brøler. Igen kiksede han en aflevering, og denne gang kunne Julian Alvarez blot løbe bolden i et tomt mål.
Herefter gik Kinsky ud, og det normale førstevalg Guglielmo Vicario kom ind.
- Før kampen var det den rigtige beslutning at tage i vores situation. Med det pres, der er på Vicario i ligaen. "Tony" er en god målmand, så det var efter min mening den rigtige beslutning.
- Efter hvad der skete, er det nemt at sige, at det var den forkerte beslutning, siger Tudor.
Det var Kinskys første kamp siden oktober og hans kun tredje i sæsonen.
Tudor, som har tabt alle fire kampe siden han overtog trænerposten i slutningen af februar, siger på pressemødet, at hans jobsikkerhed ikke er noget, der optager ham.
/ritzau/Reuters
