Hverken Tottenham eller politiet går videre med anklagerne om racistiske tilråb mod Chelseas Antonio Rüdiger.

Fodboldklubben Tottenham opgiver at finde beviser for, at nogle af klubbens fans skulle have sendt racistiske tilråb afsted mod Chelseas Antonio Rüdiger i en Premier League-kamp kort før jul.

På sin hjemmeside skriver Tottenham, at både klubben og politiet nu har droppet sagen på grund af manglende beviser.

- Klubben og politiet har nu udtømt alle undersøgelsesmuligheder i forhold til den rapporterede hændelse i vores hjemmekamp mod Chelsea 22. december.

- Vi har udført en omfattende gennemgang af overvågningsbilleder og -optagelser og har samarbejdet med professionelle mundaflæsere.

- Alt materiale og alle rapporter er nu også gennemgået af politiet, der har gennemført sin egen efterforskning, oplyser Tottenham.

Det var Antonio Rüdiger selv, der gjorde opmærksom på tilråbene over for Chelsea-anfører César Azpilicueta. Som reglerne foreskriver, henvendte Azpilicueta sig derefter straks til kampens dommer.

Det blev meddelt over højttalerne på stadion tre gange, at der havde været racistisk opførsel, og Rüdiger skulle også have set en tilskuer lave abelignende gestikulationer.

Men det er altså ikke lykkedes Tottenham at finde beviser, og derfor er klubben ikke i stand til at gå videre med sagen.

- Vi støtter fuldt og helt, at Antonio Rüdiger tog affære, men der er ingen beviser, som kan be- eller afkræfte påstanden, og derfor er hverken vi eller politiet i stand til at tage yderligere skridt, skriver Tottenham.

/ritzau/