Tottenham glider længere og længere væk fra toppen af Premier League, efter at holdet søndag smed en 1-0-føring og spillede 1-1 hjemme mod oprykkerne fra Sunderland.

Dermed formåede Thomas Frank ikke at skabe arbejdsro omkring sin rolle som træner, og fansene buhede endnu en gang af mandskabet efter slutfløjt.

Med pointtabet er Tottenham fortsat en del af et meget tæt midterfelt, som kæmper om at komme op på de europæiske placeringer.

Men det ser efterhånden svært ud for Tottenham, der blot har hentet 27 point i de første 20 kampe. Syv nederlag og syv sejre er det blevet til, foruden de nu seks uafgjorte kampe.

Efter 19 minutter blev Tottenham svækket i offensiven, da Mohammed Kudus udgik med en skade. Ind i stedet kom Randal Kolo Muani, der stadig leder efter gennembruddet under Thomas Frank.

Tottenham kom foran 1-0 efter en halv time på et mål af backen Ben Davies, der havde fået en sjælden chance fra start.

Efter et hjørnespark fik Tottenham-stopperen Cristian Romero tid og plads ved bageste stolpe til at tæmme bolden og servere den til Davies, der bare skulle trille den i nettet.

Tottenham spillede i perioder godt, men hjemmeholdet var ikke i stand til at score det andet mål, der kunne skabe mere ro.

Sunderland lurede hele tiden på overraskelsen, og især angriberen Brian Brobbey var farlig i front.

Han var nær ved at udnytte en stor fejl af Romero, men Tottenham slap med skrækken.

Det gjorde Thomas Franks tropper også, da Sunderlands Enzo Le Fee headede på stolpen efter 79 minutter.

Det trak op til et mål fra udeholdet, og det kom minuttet efter på et smukt mål af Brobbey, der udlignede til 1-1.

Thomas Franks tidligere hold Brentford var også i aktion og vandt 4-2 ude over Everton. Angriberen Igor Thiago scorede tre af målene for Brentford.

Både Mikkel Damsgaard og Mathias Jensen startede inde for Brentford, men uden at komme på tavlen.

/ritzau/