Ange Postecoglou overtager trænerposten i Tottenham efter en kaotisk afslutning på den netop afsluttede sæson

Tottenham har tirsdag præsenteret australieren Ange Postecoglou som ny manager.

Den 57-årige fodboldtræner er hentet til den engelske storklub fra et job i Celtic, som Postecoglou i foråret førte til det skotske mesterskab og to pokaltitler.

I London skal australieren forsøge at få Tottenham tilbage på ret kurs efter en sæson, der fik en kaotisk afslutning.

I marts sagde Tottenham farvel til italieneren Antonio Conte, men afløseren, Cristian Stellini, formåede ikke at løse problemerne, og i april blev han erstattet af Ryan Mason.

Tottenham, der blandt andre har danske Pierre-Emile Højbjerg i truppen, sluttede på en ottendeplads i Premier League.

/ritzau/