Cheftræner Thomas Frank får dansk selskab i Premier League-klubben Tottenhams øverste sportslige ledelse.
Teknisk direktør Johan Lange er blevet udstyret med en ny titel og funktion og kan nu kalde sig sportsdirektør. London-klubben kalder på sin hjemmeside manøvren for en forfremmelse.
Den tidligere Lyngby- og FC København-leder skal dele opgaverne med Fabio Paratici, der vender tilbage til klubben, som han forlod i 2023. Senere vil der også blive ansat en fodbolddirektør.
- Jeg er sikker på, at vi er ved at opbygge noget særligt her i Tottenham Hotspur, og jeg ser frem til at arbejde sammen med Fabio som del af vores nye struktur omkring herreholdet.
- Vi har en talentfuld gruppe af ledere og spillere i klubben og kan se positivt mod fremtiden, siger Johan Lange.
Den 45-årige dansker forlod FC København i 2020 for at blive sportsdirektør i Aston Villa. Tre år senere skiftede han til en stilling som teknisk direktør i Tottenham.
Nu avancerer han altså til den magtfulde position i den øverste sportslige ledelse, hvor han ifølge klubben skal være med til at opbygge et vedvarende, vindende verdensklassehold.
Administrerende direktør Vinai Venkatesham kalder Lange og Paratici for "to exceptionelle ledere".
- De besidder begge en fremragende fodboldhjerne, og deres ekspertise og stærke resultater komplementerer hinanden, siger Venkatesham.
Tottenham har under Thomas Franks ledelse hentet 14 point i de første 7 kampe i Premier League. Det rækker til en tredjeplads efter Arsenal og Liverpool.
/ritzau/