Lørdag er en altafgørende dag for Christian Eriksen.
Ifølge Tottenham-manager Mauricio Pochettino er det nemlig dagen, hvor det afgøres om Christian Eriksen bliver i London-klubben - eller han skifter til en europæisk gigant.
Pochettino beretter, at Eriksen kan skifte klub. Men sker det, bliver det i dag.
»Det gode vil være, hvis der ikke sker noget lørdag. For søndag spiller vi, og der sker ikke noget mandag. Det er der ikke tid til. Så lørdag ved vi, om Christian bliver eller ej,« siger Tottenhams manager ifølge The Guardian.
Eriksen er i limbo i Premier League-klubben. Imens lurer større klubber fra kontinentet på, om danskeren kan hentes på lukrative vilkår.

En af dem er ifølge den spanske avis Marca stadig storklubben Real Madrid. Zinedine Zidane og co. har ifølge avisen 1,15 milliarder kroner der brænder i lommen. Og måske skal nogle af de penge bruges på Christian Eriksen.
Det er ikke nogen hemmelighed at Zidanes førsteprioritet hele vejen igennem har været Manchester Uniteds franske stjerne Paul Pogba. Men der er ikke meget der tyder på, at 'De røde djævle' er klar til at sælge midtbanespilleren.
Det har sommeren igennem været Christian Eriksens åbning til et stort skifte til den spanske hovedstad. Og med bare et par dage tilbage af transfervinduet er det stadig tilfældet, meddeler Marca.
Avisen fortæller, at det er usikkert om Real Madrid kommer til at handle i løbet af transfervinduets sidste timer, men beslutter Zidane og Florentino Perez at finde tegnebogen frem vil det efter alt at dømme være for enten at hente Eriksen eller hollandske Donny Van de Beek.
Der kan vente nogle ekstremt spændende timer for dansk fodbolds største stjerne.