Mauricio Pochettino er glad for at være i Tottenham. Han har været der siden 2014 og bliver gerne 20 år mere.

Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, er blevet sat i forbindelse med trænersæderne i Manchester United og Real Madrid, men argentineren har ingen ambitioner om at forlade Christian Eriksen og co.

I stedet for at skifte job håber 46-årige Pochettino på, at han kan blive i klubben fra det nordlige London i lang tid.

- Jeg håber, og jeg ønsker at være her i 20 år, før jeg tager en beslutning, om jeg vil forlade klubben, eller om jeg vil stoppe min karriere.

- Jeg er meget fokuseret på at være her, og jeg vil hjælpe klubben med at opnå dens mål, siger Pochettino ifølge BBC og tilføjer:

- Det vil være fantastisk, hvis det kan ske. Jeg er virkelig glad for at være her. Jeg er glad for at arbejde under det pres, som er her. Så hvorfor skulle jeg ikke blive her så længe?

Hos rivalen Arsenal var Arsène Wenger manager i 22 år, indtil han i sommer stoppede i klubben.

I sine sidste år som manager var han dog ikke lige populær blandt klubbens fans, og det kan være ulempen ved at regere i lang tid, mener Pochettino.

- Fra mit synspunkt var det unfair, hvordan folk behandlede Wenger til sidst, siger Pochettino.

Argentineren har tidligere trænet Espanyol og Southampton, inden han i 2014 tiltrådte i Tottenham.

Tirsdag aften sender han sine spillere i aktion i Liga Cup-semifinalen mellem Tottenham og Chelsea.

/ritzau/