Fra verdensklasseangriber til Hulk Hogan-lookalike på få måneder.

Fernando Torres har vundet stort set alt, hvad man kan vinde i fodbold – Champions League, EM og VM. Men her bare 18 måneder efter, den spanske verdensstjerne stoppede sin aktive karriere, ligner han mere en bodybuilder end en målsluger på en fodboldbane.

Den 36-årige spanier har således vakt opsigt på de sociale medier med en række billeder, hvor hans fortsat drengede ansigt får modspil af en overkrop og arme, som er svulmet betragteligt op i muskelmasse – som havde han hældt fire dåser af Skipper Skræks tryllespinat i sig.

'Han må have haft travlt med vægtene under corona-lockdown,' morer en Instagram-bruger sig i kommentarfeltet under billedet af den brølstærke Torres, som er gået viralt.

Fernando Torres med kælenavnet 'El Niño' var ikke kendt som en fysisk stærk angriber. Farten var derimod den lidt ranglede spaniers force.

Det gav ham en glorværdig karriere for Atlético Madrid, Liverpool, Chelsea. På Spaniens landshold nåede han 110 kampe med 38 mål til følge.

Torres stoppede sin karriere i 2019 efter et karrierenedtrapnings-ophold i japanske Sagan Tosu.

I august sidste år startede han som træner på Atletico Madrids B-hold.

Foto: PAUL ELLIS
Vis mere