'En hykler'. 'Har du ikke nok penge?'. 'Han har ingen moral!'

Sådan lyder en del af kritikken mod den tidligere fodboldspiller David Beckham.

Årsagen er en særlig video, hvor han optræder som reklamesøjle for 'Visit Qatars' hjemmeside, der netop er blevet lanceret.

Her ses Beckham i en båd, han tager selfies med befolkningen, viser lokal mad frem ligesom han udviser stor interesse for kunst.

»Det er endnu en smuk dag her i Qatar. Det her er en af mine yndlingsmorgener. Folk i Qatar er meget stolte af deres kultur,« lyder det blandt andet fra den tidligere Manchester United-spiller, der fortsætter:

»Det her er perfektion for mig. Qatar er virkelig et fantastisk sted at bruge et par dage. Jeg kan ikke vente med at tage mine børn med hertil igen.«

Noget, der har fået mange til at reagere og påpege, hvordan der eksempelvis er over 6.000 migrantarbejdere, der er døde, da de forskellige VM-stadions skulle bygges, ligesom det er ulovligt at være homoseksuel i Qatar, der også er blevet kritiseret for ikke at overholde menneskerettighederne.

Emner, som Beckham slet ikke berører, og kritikken hagler ned over fodboldstjernen på de sociale medier.

  • 'Beckham er en hykler. Taler for homoseksuelles rettigheder og promoverer så det her. Hans moral er let at købe.'
  • 'Det her giver dig ikke heltestatus. Har du ikke nok penge?'
  • 'Beckham tager gerne dine penge, han har ingen moral.'
  • 'Kan I huske dengang, vi alle beundrede og havde respekt for Becks? Han har vel ikke SÅ meget brug for penge, har han?'
  • 'David Beckham, du er en skændsel.'

Kritikken stopper dog ikke her, for også Amnesty International har reageret på videoen, der er blevet delt verden over.

»Det her er kun det seneste og endnu en positiv video om Qatar, som David Beckham har lagt ansigt til, og igen nævner han intet om menneskerettigheder,« siger Felix Jakens, der er kampagneleder for Amnesty International i England til Daily Mail.

»Beckhams berømmelse og status er PR-guld for Qatars brand, men han burde bruge sin unikke profil til at kritisere FIFA og myndighederne i Qatar for det, de tusindvis af migrantarbejdere har været udsat for.«

Det er bestemt ikke første gang, Beckham promoverer Qatar. Tilbage i oktober sidste år kom det frem, at han skulle være ambassadør for landet og det officielle ansigt for VM i 2022 – noget, han ifølge Daily Mail får i omegnen af 1,3 milliarder kroner for.