En god manager lytter, giver råd og forsøger at få det bedste ud af sine spillere.

Alligevel vil spillerne i den italienske storklub Inter måske mene, at manager Antonio Conte er gået et lille skridt for langt.

Toptræneren er da også kendt for at gå op i de mindste detaljer i jagten på succes, og det beviser han nu endnu en gang.

Det sker i et nyt interview med den franske avis L'Equipe. Her kommer han med meget klare og konkrete råd til, hvordan hans spillere bør opføre sig i sengen.

»Mit råd til spillerne er at have sex i kort tid og med mindst mulig indsats. De bør have sex i positioner, hvor de ligger under partneren - og helst med deres koner. Fordi hvis de har sex med andre, så vil det kræve en ekstra indsats,« forklarer den italienske træner til avisen.

Conte, der tidligere har været træner i klubber som Juventus og Chelsea, har da også gang i et eller andet rigtigt. Inter befinder sig nemlig lige nu på andenpladsen i Serie A blot et enkelt point efter Juventus.

Det vides dog ikke, om spillere som Romelu Lukaku, Diego Godin og Alexis Sanchez har taget imod de meget præcise sex-tips fra deres manager.

Næste opgave for Antonio Contes tropper er lørdag, når storklubben gæster Torino.