En manglende tube tandpasta er årsagen til, at Augsburg står uden træner, når Bundesligaen genstarter i weekenden.
»Jeg begik en fejl ved at forlade hotellet,« erkender Heiko Herrlich.
På en pressekonference har Augsburg-træner indrømmet, at han har forbrudt sig med de strenge karantæne-regler, der skal sikre, at den tyske liga som den første store liga i Europa kan gå i gang efter coronakrisen.
Han og spillerne har de seneste dage været isoleret på et hotel, men Heiko Herrlich valgte torsdag at forlade hotellets område.
»Jeg havde ingen tandpasta, så jeg gik i supermarkedet,« forklarer han.
Og han accepterer sin fejl.
»Selv om jeg har fulgt alle retningslinjer om hygiejne, kan jeg ikke gøre det om. I denne situation var intet forbillede for hverken holdet eller resten af befolkningen,« siger Heiko Herrlich:
»Jeg står ved min fejl, og af den grund vil jeg ikke stå i spidsen for hverken fredagens træning eller lørdagens kamp mod Wolfsburg.«
Heiko Herrlich har kun været træner siden 10. marts, og lørdagens hjemmekamp skulle have været hans første i spidsen for holdet. Augsburg ligger nummer 14 i Bundesligaen med ni point til nedrykningsstregen.