Efter at have været ude med en skade siden 7. december er Superliga-topscorer Franculino igen kampklar for FC Midtjylland.
Angrebsstjernen er en del af truppen, som cheftræner Mike Tullberg har udtaget til lørdagens hjemmekamp mod Sønderjyske.
Det fremgår på FCM's hjemmeside.
Franculino var i efteråret midtjydernes helt store profil og scorede 16 mål i 17 Superliga-kampe. På tværs af turneringer har frontmanden fra Guinea-Bissau scoret 21 mål i 30 kampe i sæsonen.
Selv om Franculino ikke har spillet siden, at han i starten af december udgik efter en halv time mod Viborg, er han fortsat suveræn topscorer i Superligaen.
I FCM håber man formentlig, at tilbagekomsten af efterårets profil i Superligaen kan hjælpe til jagten på topholdet AGF. Midtjyderne er aktuelt fem point bagved aarhusianerne.
Mens Tullberg kan glædes over angrebsstjernens tilbagekomst, må han undvære flere profiler på midtbanen mod sønderjyderne.
Denil Castillo og Philip Billing er ude med skader, mens FCM også må undvære Kevin Mbabu og Edward Chilufya.
/ritzau/
