Det er ikke altid lige sikkert at ligge og sove i solen. Det kan den norske Tippeliga-træner Lars Arne Nilsen i dén grad skrive under på. Men ikke af den sædvanlige grund.

Normalt er det solskader, man skal passe på, hvis man drister sig til at falde i søvn i solen. Men UV-strålerne er åbenbart ikke det eneste farlige, der lurer, når øjnene klør og kæberne gaber. Det har en træner i den norske Tippeliga nu mærket på egen krop.

Sammen med sin klub, Brann Bergen, er Lars Arne Nilsen i disse på træningslejr i Florida, hvor solen skinner væsentligt mere, end den gør på vores skandinaviske breddegrader. Derfor tog cheftræneren sig tirsdag den frihed at lægge sig på et minimalt stykke græs udenfor sin lejede lejlighed for at slikke lidt sol. Men det skulle han sldrig have gjort.

Nilsen faldt nemlig i søvn. Og det næste han husker, er at han blev kørt over af en stor, amerikansk firhjulstrækker.

»Du ved. Man skal aldrig sole sig uden læ,« skriver Nilsen humoristisk til norsk TV.

Heldigvis slap den norske træner fra ulykken uden alvorlige mén, og han blev onsdag udskrevet fra sygehuset i Florida. Ulykken undersøges nu af det amerikanske politi.