Hver uge deler B.T.s sportsredaktør og vært på B.T. Fodbold, Lasse Vøge, sine tanker om dansk fodbold i podcastens nyhedsbrev.
Du kan abonnere på det lige HER.
Du kan læse ugens nyhedsbrev herunder:
Jeg har respekt for mennesker, der weekend efter weekend har lyst til at være skydeskive for 10.000 tilskueres raseri. Der er absolut ingen, der holder med Superliga-dommerne, der har en af Danmarks mest ensomme og stressfyldte arbejdspladser.
Men alt dette ved dommerne forhåbentligt godt, inden de stikker Superliga-fløjten i munden. De SKAL kunne navigere i et rum, hvor en tornado med livets allerstørste følelser raserer 24/7.
Deres kampafgørende kendelser - eller mangel på kendelser - er tæt på at være et spørgsmål om liv eller død for fans og spillere. Den præmis skal dommere kunne forstå og acceptere.
I de seneste uger har dommerlinjen i Superligaen zigzagget som en svensk turist i Nyhavn. VAR-vognene griber den ene uge ind, hvis en tommelfingernegl snitter bolden i feltet.
Den næste uge kan det mest åbenlyse straffespark blive ignoreret, som tilfældet var i FCM's hjemmekamp mod AGF for et par uger siden.
Snakken efter kampene handler om dommerne, snakken ved aftensmadsbordene handler om dommerne, snakken ved kaffeautomaterne på arbejdspladsen handler om ... dommerne.
Og jeg mistænker, at dette overdrevne fokus på ophavsmændene skyldes, at de bliver pakket ind i vat af en advokat-drevet disciplinærinstans, der uden 'Fingerspitzengefühl' smider om sig med karantæner, hvis spillere bliver lidt følelsesladet efter en kamp, hvor en dommerkendelse har fyldt meget.
Der går straks blinkende alarmer i gang, hvis en spiller tillader sig at sige det, han tænker efter en kamp. Og jeg tror ikke, at denne berøringsangst gør vores dommere nogle tjenester.
For den fører ikke til en samtale, der kan gøre nogen klogere. Den fører bare til en masse indebrændthed og frustration, der bæres med videre til næste møde.
Jeg har altid respekteret, når dommere efter en kamp stiller sig op og forsvarer deres kontroversielle kendelser. Det bliver jeg som regel klogere af. Det burde simpelthen være en fast del af arbejdsdagen for en Superliga-dommer.
Eventuelt i et format, hvor de gennemgår kampens afgørende øjeblikke i selskab med trænerne.
Det er jeg sikker på vil kunne lette trykket på dommerne - skabe noget forståelse og respekt. I modsætning til den nuværende model, hvor der står nogle frustrerede aktører og bander ned i en mikrofon - og efterfølgende får karantæne.
Ugens flop går til Disciplinærinstansens insisteren på at spænde ben for en nok tiltrængt debat.
Min ugens top går til en mand, der har modtaget mange drøje hug - også fra denne ydmyge underskrift - de seneste mange uger.
For en uge siden var der så meget ildebrand under Jacob Neestrup, at vi reelt var i tvivl om, hvorvidt han var blevet futtet af, inden vi nåede december.
Men én af Neestrups største styrker er, at han præsterer virkelig godt med kniven for struben.
Det har han igen vist i denne uge. Først med en fortjent derbysejr - og så en toppræstation i Champions League, hvor 3-2-sejren Almaty ikke fortalte sandheden om de 90 minutter - FCK var klasser over modstanderen.
To præstationer, som Neestrup hiver frem i den nok mest kritiske situation, som han har befundet sig i i sin FCK-tid.
Han er ikke nødvendigvis super populær i bestyrelseslokalet, som han med flere stikpiller har lagt pres på. Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen kan med rette også rynke på panden over, at Neestrup ikke har forløst de tre store sommerindkøb, Mads Emil Madsen, Youssoufa Moukoko og Dominik Kotarski.
Og på tribunen har oprøret ulmet - et oprør, som FCK-kendisfan Dan Rachlin blev talsmand for, da han fyrede Neestrup på Facebook.
Med dette voldsomme pres i ryggen gik FCK-træneren ind til sin skæbneuge - og leverede varen. Lur mig, om dette ikke ender med at blive endnu en successæson for FCK og Neestrup.
