Fodboldverdenen er ikke klar til at acceptere homoseksuelle spillere.

Så klar er udmeldingen fra Real Madrid-stjernen Toni Kroos.

»Sund fornuft siger mig, at alle skal have lov til at leve, som de ønsker det. Det er der ingen tvivl om. Men jeg ved ikke, om jeg ville anbefale en spiller i branchen at springe ud som homoseksuel,« siger midtbanespilleren til den tyske udgave af GQ.

Den 30-årige tysker frygter blandt andet, at det kan blive en meget hård oplevelse, især når man skal stå over for modstanderholdenes tilhængere.

Toni Kroos (th.) har spillet for Real Madrid i snart seks år. I alt har han spillet 266 kampe for den spanske storklub.
Toni Kroos (th.) har spillet for Real Madrid i snart seks år. I alt har han spillet 266 kampe for den spanske storklub. Foto: MARCELO DEL POZO
Vis mere

»På banen bliver der brugt visse ord. På lægterne også, og nogle kunne føle sig tilsvinet og nedgjort, især på udebane. Det er ikke acceptabelt, til gengæld er jeg sikker på, at hvis nogle åbent fortalte, at de var homoseksuelle, så ville de få meget støtte,« mener landsholdsspilleren.

Selv om tyskeren ærgrer sig, mener han altså ikke, at det er det værd for fodboldspillere at offentliggøre deres seksualitet, hvis de er homoseksuelle.

Det hører da også til sjældenhederne, at fodboldspillere åbent har fortalt om det under deres aktive karrierer. Til gengæld findes der eksempler på spillere, som har gjort det efter den dag, de stiller støvlerne på hylden. En af dem er tyskeren Thomas Hitzlsperger.

»Det er op til alle, men selv i dag ville der ikke kun være fordele ved at springe ud. Desværre,« siger Kroos, for hvem fordelene åbenlyst ikke matcher ulemperne ved at offentliggøre det.

Sidste år blussede debatten for alvor op i Danmark, da der blev råbt homofobiske tilråb i retning af FCKs Viktor Fischer.

Det kan du læse mere om her.