Under det højre øje på Stig Tøfting kunne man spotte nogle sting lørdag til UNICEF Cup.

Her spillede AGF-legenden den velgørende indendørs fodboldturnering i Ceres Arena i Aarhus.

Se og Hør kom først med historien om, at han havde hudkræft. B.T. har efterfølgende også talt med Stig Tøfting, der har det helt fint.

»Jeg har haft noget hudkræft, der ikke er farligt. Sidste mandag blev det opereret væk fra under mit ene øje. Det er ikke farligt og alt er godt,« fortæller Stig Tøfting til B.T. og uddyber:

»Det er en ufarlig form for kræft og nu skal jeg bare smøre en gang faktor 30 på, når jeg er ude i solen. Onsdag var jeg så igen på arbejde og spillede fodbold lørdag.«

Til UNICEF Cup spillede Stig Tøfting på tv-holdet og spillede blandt andet mod AGF Legends & Friends, der havde den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen med på holdet.

»Vi vandt for helvede,« lød det korte svar fra Stig Tøfting, da han blev spurgt ind til, hvordan det gik under turneringen.

Til UNICEF Cup deltog i alt seks hold, hvor der også var et komikerhold ledet af Carsten Bang og et skuespillerhold med blandt andet Cyron Melville på holdet. Alle kendisserne deltog i turneringen for at samle penge ind til UNICEFs arbejde for at sikre vacciner til alle verdens børn.