Efter syv minutter var mesterholdet foran med 2-0 i Brighton, og aftenen endte med en 3-1-sejr til Liverpool.

Liverpool rundede onsdag 30 sejre i Premier League, hvor holdet for længst har sikret sig mesterskabet.

På udebane vandt ligaens suveræne førerhold i 34. spillerunde med 3-1 over Brighton på den engelske sydkyst.

Fra sidelinjen kunne manager Jürgen Klopp se sine spillere bringe sig foran i kampens indledning med to scoringer.

Efter blot fem minutter erobrede Naby Keita bolden langt fremme på banen, hvor han fandt Mohamed Salah, der nemt kunne bringe gæsterne i front inde foran mål.

To minutter senere tordnede Jordan Henderson Liverpool på 2-0 på et langskudsdrøn.

Herfra tog mesterholdet mere løst på sagerne, og umiddelbart før pausen fik Leandro Trossard reduceret til 1-2 for Brighton.

Selv om hjemmeholdet var særdeles godt med i kampen, så cementerede Salah med et kvarter tilbage Liverpools sejr med 3-1-målet. I forbindelse med et hjørnespark headede egypteren bolden ind ved nærmeste stolpe.

Liverpool har nu 92 point på Premier Leagues førsteplads, mens Manchester City har 69 point på andenpladsen. Det suveræne mesterskab er Liverpools første i 30 år.

/ritzau/