FC København har ikke haft et særligt godt efterår, men det var en lille trøst for de forsvarende danske mestre, at det lykkedes at gå videre fra Europa Leagues gruppespil. Den præstation er også blevet bemærket af det europæiske fodboldforbund (UEFA).

UEFA har lavet gruppespillets hold i Europa League, og her er der blevet plads til to FCK-spillere.

Den ene er den slovenske venstrekant Benjamin Verbic, der som en af de få har holdt nogenlunde niveau i forhold til sidste sæson. Mere overraskende er det, at der også er fundet plads til midterforsvareren Michael Lüftner, som er kommet til klubben inden denne sæson som erstatning for Mathias 'Zanka' Jørgensen, som FCK solgte til Huddersfield.

Den 23-årige tjekke har været meget udskældt, og han har i flere kampe virket usikker.

For at sætte sådan et hold skal UEFA holde øje med 48 forskellige klubber og 144 kampe, og det er et kvalificeret gæt, at de har skelet kraftigt til målscorerne.

Benjamin Verbic har scoret tre af FCKs syv mål, da han lavede to mål i hjemmesejren på 3-0 over tjekkiske Fastav Zlin og den enlige træffer i Rusland mod Lokomotiv Moskva, da FCK tabte 1-2.

Michael Lüftner har også vist sig i målscorerens rolle, da han lavede det tredje mål i ovennvænte kamp mod Fastav Zlin og det andet mål i torsdagens sejr på 2-0 over Sheriff Tiraspol fra Moldova, som sikrede FCK avancementet til sekstendedels-finalerne, hvor modstanderen bliver Atlético Madrid fra Spanien.

 
Efter nederlaget til SønderjyskE udtalte FC København manager, Ståle Solbakken, sig om klubbens nuværende position i Superligaen.
Vis mere

Hele holdet kan ses her, og det lyder som følger:

Aly Keita (Östersund) - Stefan Leiner (Red Bull Salzburg), Sotorios Papagiannopoulos (Östersund), Michael Lüftner (FC København), Alberto de la Bella (Real Sociedad) - Emiliano Rigoni (Zenit St. Petesborg), Sergio Canales (Real Sociedad), Remo Freuler (Atalanta), Benjamin Verbic (FC København) - Aritz Aduriz (Athletic Bilbao), André Silva (AC Milan)