Den første udgave af Women's Europa Cup, der er den næstbedste fodboldturnering i Europa for kvinder, bliver med to danske klubber.

I den sidste kvalifikationsrunde indløste Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland onsdag aften en adgangsbillet til turneringen ved begge at vinde returopgørene.

HB Køge kunne senere onsdag aften gøre det til tre på stribe, men tabte med 5-3 på udebane mod Glasgow City. Dermed er sjællænderne ude med et samlet nederlag på 5-6.

Fortuna Hjørring vandt på hjemmebane med 1-0 over ukrainske Vorskla Poltava. Det første opgør mellem de to hold, der også blev spillet i Nordjylland, endte 1-1.

Dermed sikrede Joy Omewa Fortuna Hjørring en plads videre i Europa med sin scoring efter 14 minutter af returkampen.

FCN sikrede sig en plads videre, da holdet hjemme i Farum bankede litauiske Gintra med 5-0. Det første opgør i Litauen var endt med en 1-0 sejr til litauerne.

Allerede i det andet minut åbnede Cecilie Larsen hjemmeholdets målscoring, inden Signe Antvorskov i det 19. minut fordoblede føringen. Få minutter senere gjorde nyligt landsholdsudtaget Anna Walter det så til 3-0.

I de sidste minutter af den ordinære tid øgede Laila El Behery, inden hun i tillægstiden lukkede og slukkede til 5-0 med sin anden scoring inden for fem minutter.

Hovedturneringen i Women's Europa Cup består af 16 hold og spilles som en ren knockoutturnering. De første ottendedelsfinaler spilles i november.

/ritzau/