Det irriterer Tjekkiets landstræner, Jaroslav Silhavý, at hans hold kom bagud efter en dommerfejl i lørdagens EM-kvartfinale mod Danmark.
Det første danske mål kom efter et hjørnespark, som ifølge ham skulle have været et målspark. Den kendelse var med til at ødelægge tjekkernes plan, og holdet røg ud af slutrunden med et 1-2-nederlag til Kasper Hjulmand og co.
- Jeg siger ikke, at afgørelsen faldt allerede ved det mål, men det havde stor indflydelse på kampen.
- Det var en dommerfejl, og der var ikke noget, vi kunne gøre ved det, siger Jaroslav Silhavý.
Han går dog ikke nærmere ind i, hvorfor tjekkerne ikke dækkede Thomas Delaney op på det danske hjørnespark.
Efter midtbanespillerens tidlige føringsmål kom Danmark på 2-0, da Kasper Dolberg kort før pausen udnyttede et fornemt ydersideindlæg fra Joakim Mæhle.
Tjekkerne kom tilbage i kampen med Patrik Schicks reducering tidligt i anden halvleg, og Jaroslav Silhavý havde en fornemmelse af, at danskerne var ved at løbe tør for energi til sidst.
- Vi ville virkelig gerne udligne. Vi kæmpede hårdt, men det lykkedes ikke at få scoret igen. Jeg kunne se, hvor trætte de var, siger den tjekkiske landstræner.
Han erklærer sig samtidig stolt af, hvordan hans eget mandskab kæmpede til det sidste, selv om det altså ikke førte en udligning med sig.
- Vi er meget skuffede, og der er blevet grædt lidt. Det er ikke nemt lige nu, men vi har opnået noget, som vi kan være stolte af. Jeg er meget stolt af vores hold, og det tror jeg også, at vores fans er efter at have set os spille.
- Vi har brugt mange unge spillere ved EM, og de vil udvikle sig og være endnu mere klar til kommende slutrunder, siger han.
Tjekkiet gik videre fra sin EM-gruppe med England, Kroatien og Skotland som en af de bedste treere, og i ottendedelsfinalen slog tjekkerne Holland ud.
/ritzau/
