Med under 100 dage til VM går løs i Rusland er spillet om de 23 pladser til Åge Hareides VM-trup for alvor kommet ind i sin afgørende fase. Tirsdag udtager landstræneren truppen til de første to af fire VM-testkampe.

Til VM blandt Åge Hareides udvalgte 23 mand eller en slutrunde-sommer på sofaen?

Det er spørgsmålet, som en række mere eller mindre faste danske landsholdsspillere formentligt kommer til at spekulere over, frem mod at VM-truppen skal udtages i slutningen af maj.

Den første indikator på, hvilken vej pilen peger, får spillerne, når landstræneren tirsdag udtager sin trup til de to testkampe mod Panama og Chile.

For er man ikke med på listen, når Åge Hareide offentliggør truppen til de to testkampe, så er der meget få muligheder for at komme i betragtning.

Det vurderer Mikkel Bischoff, som er landsholdsekspert hos Eurosport:

»Det bliver nok så tæt på en VM-trup, man kan komme. Men der vil givet være et par pladser på de yderste mandater, hvor Hareide vil forsøge noget. Men ellers tror jeg mere, at han vil bruge de her kampe til at samle spillerne, arbejde videre med konceptet og bygge videre på nogle af de ting, Danmark har været gode til.«

Tiden til VM er knap, og Åge Hareide har ved flere lejligheder, siden kvalifikationen kom i hus i november, slået fast, at han vil holde fast i de spillere, der har været med til at kvalificere Danmark til VM.

Særligt den gruppe, der leverede den vilde slutspurt i efteråret med en række flotte sejre over eksempelvis Polen og Irland, må betragtes som værende inde i varmen.

»Det er ikke tid til at eksperimentere meget. Der skal nok være nogle få, der får chancen, men det er bedre at spille et fast koncept ind på nuværende tidspunkt, og få spillerne til at spille sammen igen og få dem ind i rytmen,« siger Mikkel Bischoff, som mener, at det nok er begrænset, hvor mange af de 23 VM-pladser, der reelt er i spil i foråret.

Kun skader og seriøse formdyk kan, ifølge Mikkel Bischoff, betyde en vis rotation, ligesom der givet er enkelte pladser, som landstræneren fortsat har sin tvivl om.

Og får man ikke chancen for at vise sig frem i de to kommende testkampe, som er de eneste, Danmark skal spille, inden truppen udtages, så er løbet nok kørt:

»Så bliver det meget svært. De, som er i næste række, og som man måske ikke helt kunne forestille sig være helt inde i inderkredsen i truppen, får måske chancen nu, da Danmark har så mange skader. Men hvis du ikke er med denne gang, så er chancen nok så lille som ingenting – med mindre der virkelig skulle komme mange skader op mod VM,« siger Mikkel Bischoff.

Åge Hareide skal udtage en bruttotrup på mellem 30 og 35 mand, når klubturneringerne er færdige i midten af maj. 4. juni skal bruttotruppen barberes ned til de 23 mand, som skal inkludere tre målmænd, som skal med til VM.

Se BTs vurdering af VM-kandidaterne i det store VM-barometer.

BTs VM-barometer: 42 mand på blokken


Kasper Schmeichel, målmand, Leicester
Schmeichel junior er Danmarks ubestridte nummer et. Har gang i en fin og stabil sæson i Leicester, hvor han dog ikke er nået op på 2016’s mirakelniveau.

Andreas ’AC’ Christensen, forsvar, Chelsea
Unge ‘AC’ har taget Premier League med storm efter at han er vendt ’hjem’ til Chelsea. Trods et par skønhedsfejl er han fast mand i forsvaret i storklubben.

Simon Kjær, forsvar, Sevilla FC
Danmarks forsvarsgeneral er vokset med anfører-rollen under Hareide. Har haft en lidt bøvlet første sæson i Sevilla, men får – når han er skadesfri - fint med spilletid.

Christian Eriksen, midtbane, Tottenham
Den største stjerne på landsholdet er naturligvis også første mand på holdkortet. Eriksen har løftet sit niveau til nye internationale højder i denne sæson for klub og land.

Thomas Delaney, midtbane, Werder Bremen
Danmarks lunge på midtbanen har fortsat det energiske midtbanespil, han indtog Bundesligaen med sidste år. Har efterhånden etableret sig som en stor profil.

William Kvist, midtbane, FC København
Oprydderen fra FCK er så langt fra den mest kreative midtbanespillere i Europa, men driftsikker, det er han. Og det har Hareide luret. Fast mand under nordmanden.

Pione Sisto, angreb, Celta Vigo
Driblekongen i Danmarks offensiv har efter et forrygende efterår dykket i form for sin klub i 2018. Har dog været fast mand fra start i det succesfulde 2017 under Hareide.

Nicolai Jørgensen, angreb, Feyenoord
Sidste sæsons topscorer i hollandsk fodbold har ikke ramt samme skarpe niveau i denne sæson, men han er Hariedes go-to-9’er i de største kampe.

Andreas Cornelius, angreb, Atalanta
Endnu en af Hareides tro angrebvæbnere - nu med Serie A-erfaring. Har været med hele vejen under nordmanden, hvor han både har spillet fra start og som en stærk joker.

Yussuf Poulsen, angreb, RB Leipzig
Den brølstærke og hurtige kantkomet har aldrig været en stor målsluger, men han leverer solidt i Bundesligaen og i Europa, og er altid et giftigt våben i det danske angreb.

Jonas Lössl, målmand,  Huddersfield
Har lavet et succesfuldt skifte til Premier League, hvor han hos oprykkerne fra Huddersfield har rigeligt at se til mellem stængerne. Et sikkert valg som Schmeichel-reserve.

Frederik Rønnow, målmand, Brøndby IF
Den unge Brøndby-keeper har vikarieret ved flere lejligheder for Kasper Schmeichel med stærke præstationer. Rusland-turen bør ikke komme i fare.

Jens Stryger Larsen, back, Udinese
En af Hareides kaniner, da han i løbet af 2017 spillede sig ind som fast mand på en uvant plads, venstre back. Fast spilletid i Serie A er et stort plus.

Henrik Dalsgaard, back, Brentford
En af Åge Hareides yndlinge. Kun en alt for mange skader gør landsholdstilværelsen usikker for den stærke og lynhurtige wingback, som huserer i The Championship.

Riza Durmisi, back, Real Betis
Den tidligere Brøndby-back er gået fra fast starter under Hareide til problembarn. Skader og ture bænken i Betis har gjort, at landstræneren så bort fra ham i efteråret.

Peter Ankersen, back, FC København
FCK-backen har været fast inventar på landsholdet i de seneste år. Men har både for FCK og i rød-hvidt vist et svingende niveau. Overhalet af Dalsgaard.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen, forsvar, Huddersfield
Spilletid på landsholdet bliver der ikke meget af for den tidligere FCK-profil. Men er en trofast forsvarsreserve og har vist internationalt niveau i Premier League.

Lasse Schøne, midtbane, Ajax Amsterdam
Stærk for Ajax og bidrager med teknik, overblik og masser af rutine på midtbanen – når han får chancen. Lader til at have accepteret sin jokerrolle på landsholdet.

Lukas Lerager, midtbane, Bordeaux
En vaskeægte Åge Hareide-opfindelse. Fast mand i truppen i 2017, men stort set ukendt for den brede offentlighed. Imponerer på sin egen stille facon i Ligue 1.

Mike Jensen, midtbane, Rosenborg
Rosenborg-kaptajnen dominerer i norsk fodbold, hvilket har givet ham flere chancer under den norske danske landstræner. Skal holde højt niveau for at indløse VM-billet.

Nicklas Bendtner, angreb, Rosenborg
Fik et storslået landsholds-comeback i efteråret efter en flot første sæson i Rosenborg. Det tidligere problembarn har genfundet formen og er vellidt af Hareide.

Martin Braithwaite, angreb, Bordeaux
Der er knivskarp konkurrence i den danske offensiv. Braithwaites fordel er en ekstrem hurtighed, men målene mangler både for klub og på landhsoldet.

Viktor Fischer, angreb, FC København
Det tidligere Ajax-stortalent kan meget vel have reddet sin VM-deltagelse med sit skifte til FCK. Har været en Hareide-yndling fra start – og nu spiller han også fodbold fast!

Jesper Hansen, målmand, FC Midtjylland
Da Frederik Rønnow i efteråret var skadet, blev den rutinerede FCM-målmand kaldt ind i landsholdslejren. Kun skader hos de tre øvrige keepere kan sende ham til VM.

Jonas Knudsen, back, Ipswich
Kom med i landsholdstruppen på yderste mandat, da Danmark spillede playoffkampe mod Irland i november. Er ikke forrest i køen på venstreback-pladsen.

Nicolai Boilesen, back, FC København
En ægte dark VM-horse, som kan klemme sig ind i truppen på den lidt problematisk venstreback-position: Er ved at genfinde fordums internationale styrke i FCK.

Jens Martin Gammelby, back, Silkeborg IF
Den offensive og ranglede højreback har imponeret stort i Superligaen og gjorde en god figur på ligalandsholdsturen i januar. En VM-tur ville dog være overraskende.

Rasmus Nissen, back, Ajax Amsterdam
Skiftede FCM ud med Ajax Amsterdam efter nytår. Et flot skifte, der lover godt for fremtiden. Men nu og her skal han nok ikke forvente en plads i landsholdstruppen

Erik Sviatchenko, forsvar, FC Midtjylland
Var med i starten under Hareide, men røg ud i kulden i den hårde konkurrence om midterforsvarspladserne. Kan øjne VM-mulighed med skader til Bjelland og Vestergaard.

Pierre-Emile Højbjerg, midtbane, Southampton
Han var fremtidens mand på landhsoldet. Men i 2017 har Hareide ikke set hans vej. Får fast spilletid i Premier League og bør få chancen for at spille sig til VM.

Mathias Jensen, midtbane, FC Nordsjælland
Store klubber har talentet på blokken, og er måske Superligaens bedste midtbanespiller. Men om det rækker til en VM-plads, er tvivlsomt for U21-landhsoldspilleren.

Christian Nørgaard, midtbane, Brøndby IF
Er toneangivende på midtbanen på det stærke Brøndby-mandskab. Men konkurrencen på landsholdet er benhård. Et stor forår kan måske gøre ham til joker.

Michael Krohn-Dehli, midtbane, Deportivo La Coruna
Hvis Hareide vil have erfaring og teknik i sin trup, så er Krohn-Dehli manden, han skal sværge til. Er ved at være oven på i en ny klub oven på et vildt skadesforløb.

Jakob Poulsen, midtbane, FC Midtjylland
Er godt oppe i 30'erne, men holder fortsat et højt niveau i Superligaen for FCM. har ikek spillet en landskamp siden 2015 , så spørgsmålet er, om ikke hans landsholdstid er forbi?

Emiliano Marcondes, angreb, Brentford
i 2017 ejede den finurlige offensivspiller Superligaen, hvor han høvlede mål ind for FC Nordsjælland. Er gået helt kold i engelsk fodbold. Det samme er VM-hypen omkring ham.

Mikkel Duelund, angreb, FC Midtjylland
Det er ikke uden grund, at FCM-stjernen har været udskreget til det helt store talent i Superligaen. Mangler dog nok noget internationalt hår på brystet for at være VM-klar.

Andreas Bjelland, forsvar, Brentford
Fik chancen i 2017 ved siden af Simon Kjær i midterforsvaret - og greb den! Er dog igen-igen blevet skadet. Ville ellers have været en selvskrevet ’stensikker’ VM-spiller.

Jannik Vestergaard, forsvar, Borussia Mönchengladbach
Den tårnhøje midterforsvarer er fast reserve under Hareide. Og ville nok også være det under VM, hvis han altså ikke var blevet skadet i weekenden. Er ude i to måneder.

Daniel Wass, midtbane, Celta Vigo
Daniel Wass og landsholdet er to ting, der ikke harmonerer. Kvaliteten er til mere, end han har vist i rødt og hvidt. En skade gør ikke VM-situationen bedre for La Liga-profilen.

Kasper Dolberg, angreb, Ajax Amsterdam
I sidste sæson var han et af de mest profilerede angrebstalenter i Europa. Fik chancen på landsholdet og lavede mål. Et formdyk i Ajax og flere skader gør ham VM-tvivlsom.