Tilskuerne reagerede prompte.

Da Nicklas Bendtner søndag sendte Rosenborg på 2-0 mod Brann, sendte flere af hjemmeholdets fans øjeblikkeligt kasteskyts ind på banen. Blandt andet lightere.

Årsagen?

Den danske angriber var tydeligt offside, da han modtog bolden fra holdkammeraten Pål André Helland.

Efterfølgende indrømmede Nicklas Bendtner da også, at målet skulle være underkendt på grund af offside.

»Sådan er det. Fodbold er tit uretfærdigt, og denne gang gik det ud over Brann. Jeg er stor tilhænger af, at ting skal være korrekte, så jeg ønsker videoafgørelser velkommen i norsk fodbold,« sagde Nicklas Bendtner til Dagbladet.

»I så fald ville søgelyset efter kampen mod Brann ikke være rettet mod en dommerfejl, som resulterede i et mål, der punkterede kampen.«

Rosenborg endte med at vinde udekampen med 3-0.

Også Pål Andre Helland var overrasket over, at der blev dømt mål.

»Jeg snitter bolden videre og er 100% sikker på, at der er offside, men jeg ser så, at linjevogterne lader den passere. Så fejrer jeg selvfølgelig scoringen,« siger den norske spiller til VG. SE SCORINGEN ØVERST I ARTIKLEN

Samme sted fortæller dommeren, at han var i tvivl om, hvorvidt Pål Andre Helland rørte bolden, og derfor dømte han ikke offside.

Til gengæld så manden i sort de mange kastede genstande fra publikum.

»Spillerne opførte sig fint. Vi vil nævne genstandene, der blev kastet af publikum, i vores kamprapport,« sagde dommer Tom Harald Hagen til VG.

Rosenborg fører den norske liga med hele 10 point ned til nummer to, Molde. Der mangler fire runder.

Nicklas Bendtner har scoret 17 mål og er delt topscorer.