5000 tilskuere var på plads, da Paris Saint-Germain mødte andendivisionsholdet Le Havre i en testkamp.

Tørsten efter fodbold er tilsyneladende stor hos det franske fodboldpublikum, som i marts måtte se myndighederne afblæse ligaen før tid på grund af coronapandemien.

Søndag mødte 5000 tilskuere frem for at se en testkamp på Stade Oceáne i Le Havre, hvor det lokale andendivisionshold tog imod i storklubben Paris Saint-Germain.

Det er det højeste tilskuertal til en kamp i Europas fem store fodboldlande siden den ufrivillige pause.

- Det er en sejr for fransk fodbold og sport generelt, siger sportsminister Roxana Maracineanu, der selv var blandt tilskuerne.

Den franske regering lempede op til weekenden restriktionerne, så man nu har lov til at lave arrangementer med op til 5000 deltagere. Stadion i Le Havre har plads til 25.000 tilskuere.

I modsætning til England, Tyskland, Spanien og Italien valgte Frankrig at afblæse ligaen, da coronavirus hærgede landet.

De øvrige fire lande genoptog turneringerne i maj og juni, men alle kampe er blevet spillet for tomme tribuner.

Kampen mellem Le Havre og PSG endte 9-0 til de parisiske stjerner og var det første opgør mellem to professionelle franske hold i fire måneder.

Den seneste kamp stod mellem Lille og Lyon 8. marts, umiddelbart inden corona lukkede Frankrig ned.

/ritzau/AFP