Hun gik på tv og fortalte det hele. Og nu sætter Philine Roepstorff endnu en gang ord på, hvad utroskab har gjort ved hendes forhold til Nicklas Bendtner.

»Det ville jo være komisk, hvis jeg sad her og sagde, efter hvordan vores forhold har forholdt sig, at jeg ikke var urolig for visse ting. Men det er jeg faktisk ikke.«

Sådan fortæller Philine Roepstorff i det nye afsnit af 'Bendtner og Philine' på Dplay.

Episoden, hun henviser til, fandt sted under en julefrokost sidste år. Her kyssede fodboldspilleren med en 20-årig, hvilket en grædende Philine Roepstorff fortalte i tv-serien.

»Nicklas har været en idiot, for at sige det mildt. Han har haft det bedste i verden og ikke sat pris på det. Han havde en lidt for god julefrokost, som så har kostet rigtig meget på den anden side. Så kan man snakke om, om det er det værd for en god aften. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. Han har været sammen med en 20-årig,« fortalte hun.

Og når hun tænker tilbage på det, forklarer hun i det nye afsnit, hvorfor hun egentlig ikke er så urolig.

»Det værst tænkelige, der kunne ske i vores forhold, skete. Jeg kan ikke frygte det mere, for det er sket, og forhåbentlig vil vi det samme, så jeg må stole på det,« siger Philine Roepstorff.

Én ting slår hun dog fast. For det kræver noget, før tilliden til Nicklas Bendtner – der i dag spiller på oldboysholdet i Tårnby FF – igen er der.

Nicklas Bendtner spillede for FCK sidste efterår.
Nicklas Bendtner spillede for FCK sidste efterår. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg vil ikke sidde og sige, tilliden er tilbage, for der vil altid være et tillidsbrud. Men jeg synes, vi er helt tilbage ved scratch. Selvfølgelig kan en dag vælte det hele. Sådan er det. Men jeg bærer ikke nag. Jeg har faktisk ændret min adfærd til det bedre, synes jeg, frem for at være en jaloux psykobitch,« siger Philine Roepstorff med et smil.

Hun er sammen med Nicklas Bendtner flyttet til Nordsjælland. Parret har købt et hus på over 400 kvadratmeter, som de ifølge tinglysningen gav 12,9 millioner kroner for.

I sin karriere har Bendtner blandt andet været at finde i Arsenal-, Juventus- og FCK-trøjen. 80 kampe for landsholdet er det også blevet til for angriberen, der i december sidste år ikke fik forlænget kontrakten med Ståle Solbakkens mandskab.

'Bendtner og Philine' kan ses på Dplay, hvor der kommer nyt afsnit hver torsdag.