Morten Wieghorst er stolt af, at hans mandskab har lært at hente sejre på udebane. Lørdag blev Lyngby slået.

Lyngby. AaB har svært ved at hente resultater på hjemmebane, hvor det de seneste to kampe er blevet til nederlag uden nordjyske scoringer.

Stik modsat ser det ud på udebane, hvor AaB lørdag slog Lyngby med 2-1, og dermed er man nu oppe på tre udesejre på stribe. De tre udesejre er kommet, efter at sæsonens første syv udekampe ikke kastede en eneste sejr af sig.

- Der er sikkert mange faktorer, der spiller ind. Det var et kæmpe problem for os at vinde på udebane på et tidspunkt, men nu ender vi med at være et af de klart bedre hold på udebane i efteråret, siger træner Morten Wieghorst.

- Vi har i en periode været meget disciplinerede på hjemmebane, og som en følge af det, er det overført til udekampene. Vi har en sikkerhed i det, vi laver, og vi ser meget robuste ud.

Med lørdagens sejr er AaB på 25 point, samme antal som FC København på den vigtige sjetteplads, der giver adgang til slutspillet i Alka Superligaen.

- Vi har hentet 20 point i de seneste 11 kampe. Det synes jeg er flot. Der kommer selvfølgelig kritik, for AaB har måske tidligere skabt flere chancer og scoret flere mål, men det betyder ikke noget, for det her er en ny gruppe spillere.

- Det er denne måde, vi kan vinde kampene på i øjeblikket, og det gør vi, og så arbejder på vi at lægge på offensivt.

I offensiven markerer Jannik Pohl sig lige nu stærkt som førsteangriber. Mod Lyngby scorede han sit sæsonmål nummer fem.

- Vi spiller godt. Vi tør tage duellerne mand mod mand, vi tør holde i bolden, og vi tør spille direkte og frit. Det er tydeligt at se, at vi får selvtillid, når vi kommer foran, siger Pohl.

- Så pilen peger bestemt opad spillemæssigt, og det har man også kunnet se på resultaterne på det seneste.

/ritzau/