Tilbagevendt Viborg-motor dukker AGF's skrantende mestre
AGF er fortsat uden sejr efter tre kampe af Superligaen. Det sørgede en stærkt spillende Mads Søndergaard for.

AGF er fortsat uden sejr efter tre kampe af Superligaen. Det sørgede en stærkt spillende Mads Søndergaard for.

I slutningen af april blev Viborgs Mads Søndergaard fodskadet. Siden har han kæmpet for at komme tilbage, og fredag mod AGF fik han sin første startplads siden skaden.
Det fejrede han med at blive dobbelt målscorer, da Viborg spillede sig op på siden af Brøndby i Superliga-tabellen med en 2-1-sejr over mestrene fra AGF, som ellers spillede fint i store perioder.
Det var samtidig Viborgs første sejr over AGF i tre år.
Viborg har syv point efter fire kampe. Brøndby på duksepladsen har spillet en kamp færre.
AGF har spillet tre kampe i ligaen og er fortsat uden sejr. De to første opgør er endt uafgjort.
Indledningsvist lignede AGF et hold med europæiske tømmermænd efter nedturen i Aserbajdsjan.
Defensiven var hullet, og Viborg havde let ved at skabe chancer.
Efter ti minutter sov AGF på en dødbold, og Jesper Hansen viste ringe reflekser på stregen, da Mads Søndergaard headede hjemmeholdet i front.
Scoringen virkede til gengæld som en Treo mod tømmermænd for de aarhusianske gæster. Pludselig sad afleveringerne der, og tempoet blev skruet i vejret.
Det flyttede spillet frem på banen, og Kasper Kiilerich i Viborg-målet fik tiltagende travlt. Efter en halv time kunne han og den grønblusede defensiv ikke stå imod længere.
Flot forarbejde af Markus Solbakken satte Frederik Emery op, og med en behersket, velplaceret inderside udlignede han.
Der stod AGF på det meste, og trods en stærk åbning på kampen skulle Viborg være tilfredse med at komme til pause med 1-1.
AGF fortsatte med at sidde på spillet i anden halvleg, men Viborg begyndte for alvor at bide fra sig på kontra. Og Mads Søndergaard var ikke færdig med at fejre sin første startplads i mere end tre måneder.
Midtbanedynamoen viste efter en times spil igen sin evne til at time sit indløb i feltet, da Oliver Bundgaard slyngede et indlæg afsted. Søndergaard mødte bolden med panden omkring straffesparkspletten og dirigerede den flot ind.
Gæsterne intensiverede presset, og Viborg forskansede sig yderligere.
Godt et kvarter før tid var det ved at gå galt, da James Bogere blev spillet i dybden og kanonerede bolden på overliggeren.
I sidste minut fik Bogere endnu en mulighed alene igennem, men Kasper Kiilerich diskede op med en matchvindende fodparade i hjemmeholdets mål.
RITZAU