Sendt ud. I to år. Men så taget til nåde.
Og nu kæmper han.
Pierre-Emile Højbjerg skal finde sig selv igen på landsholdet. Eller i hvert fald sin rolle. Den var klart defineret, da han altid med brystet et par centimeter foran næsen bragede alle ned som ungt stjerneskud på landsholdet for år tilbage.
Men kan han stadig være den samme nu - efter to år i Åge Hareides skammekrog? Det er det store spørgsmål.
Har du måttet ændre dig lidt, efter du er kommet tilbage? Er du blevet mere forsigtig?
»Jeg synes ikke, at 'ændret sig' er det rigtige begreb. Jeg tror mere, jeg er … ikke påpasselig, men opmærksom på, hvad værdierne er, og hvordan landet ligger. Hvor folk står. Det er, fordi jeg ikke har været med så længe siden sidst. Når man kommer ind efter lang tid, skal man kæmpe sig op. Sådan er det i fodboldverdenen. Når man kommer ind fra scratch, skal man arbejde sig op fra nul. Så langt man nu engang har kvaliteter, personlighed og mentalitet til at kunne arbejde sig op. Det er noget, jeg er i gang med at gøre,« siger Pierre-Emile Højbjerg.
Kan du stadig godt være den Pierre, som du altid har været?
»Ja, selvfølgelig, og det vil jeg være resten af min karriere. Det er ikke, fordi jeg ændrer det, jeg står for. Men jeg lærer nogle ting, og jeg former mig i forhold til den udgave, jeg en dag kan blive, når jeg er allerbedst. Så er der nogle ting, der ryger fra og til. Men kernen af, hvad jeg står for, og hvem jeg er, er svær at rykke på.«
Pierre-Emile Højbjerg blev sendt ud af landsholdet, fordi han dengang rystede på hovedet ad Åge Hareides udskiftning af ham i en kamp mod Makedonien og også ifølge Hareide ikke ville indordne sig på Hareides stil.
Nu er han tilbage. For anden gang. Og to års langdistanceforhold til landsholdet har kun fået følelserne til at blusse endnu mere hos den nu 23-årige Pierre-Emile Højbjerg.
»Det sætter tingene lidt i perspektiv. Det gør, at jeg blev endnu mere forelsket og endnu mere vild med landsholdet. Det har kun øget motivationen.«
»Jeg tror, at det er enhver fodboldspillers drøm og mål at være blandt de foretrukne på 11 bedste på det danske A-landshold. Og det er også min drøm. Det er i sig selv ikke nogen hemmelighed blandt fodboldspillere. Men der er også altid en måde og en vej til det. Jeg ved godt, at jeg nu er med for anden gang i et stykke tid. Så det handler lige nu for mig om - gammeldags sagt - at gøre mig umage og vise mig frem. Og vise, at jeg hører til på holdet og igen skal udtages gang på gang. Det er det vigtigste for mig. Når jeg har fået rigtig fat, begynder jeg måske at kigge på næste skridt,« siger Højbjerg.
Det lyder, som om du siger, at du skal være tålmodig. Ligger det godt til din natur?
»Det er meget godt læst. Hvis du havde spurgt mig for et år siden, havde jeg nok ikke været super tålmodig. Det er også noget, som jeg selv har lært utrolig meget og har lært at hvile i - tålmodigheden. Jeg har set og følt, hvordan arbejde kan bære frugt efter tid. Der spiller tålmodighed ind, for hvis man hele tiden vil søge nyt, søge andet eller søge anderledes, mister man lidt den tryghedsbase, man kan arbejde ud fra. Som fodboldspiller og som menneske tror jeg, at tålmodighed er en god ting. Uden at blive for låst fast. Man skal ikke gro fast. Men tålmodighed er en god ting.«
Den har han. Må han indrømme. Haft mistet. To år væk er længe. Men han er tilbage nu.
Med tålmodighed. Men også med sult nok til at æde sig ind blandt Åge Hareides foretrukne 11.
