'Schmeichel, må jeg få dine handsker?' – 'Delaney, må jeg få din trøje?'

Under sommerens magiske EM-kampe i Parken blev det nærmest en tradition, at spillerne i lykkerus afleverede deres kamptrøjer til tilskuere, der på papskilte efterspurgte de svedige uniformer.

Papskiltene er fulgt med landsholdet ind i den igangværende VM-kvalifikation, hvor kampdragterne er i høj kurs.

Tendensen har ført til debat hos fodboldseere. På Twitter er der eksempelvis en livlig diskussion om 'trøje-tiggeriet' – herunder en håndfuld af de kommentarer, skiltene har medført.

  • Jeg forstår godt, at børn drømmer om Damsgaards trøje, men de her skilte er altså ulidelige at se på!
  • Ja, det er der, vi skal tage fat – helt sikkert. Ikke på de fadølskastende, med romerlysskydende og klaphatbærende idioter, der ødelægger oplevelsen for andre.
  • Synes, at spillerne skulle gøre en dyd ud af at give trøjerne til folk, som ikke plager, eller endnu bedre donere deres kamptrøjer til velgørenhed.
  • Det bør være spontant, når sådan noget sker. Lur mig, om ikke flere af disse børn går skuffede hjem uden en trøje, fremfor at glæde sig over kampen og oplevelsen …
  • Det startede med en kæk episode, men det er ikke kækt længere. Bare en trættende kakofoni af tiggerskilte.
  • Velkommen til verden med curlingbørn født af curlingbørn.
  • Er det virkelig, hvad du har at gå op i? At børn forsøger at få en trøje? Come on.

Papskiltene har også bredt sig til Superligaen, hvor spillerne ofte møder skilte med trøjeanmodninger.

B.T. har været i kontakt med en håndfuld danske Superliga-klubber, og flere udtrykker forståelse for fansenes ønske om en spillertrøje – men flere klubber udtrykker også en vis ærgrelse over papskilt-tendensen, fordi det kan få spillerne til at fremstå arrogante, hvis de ikke afleverer deres trøje.

Og der kan være adskillige gode grunde til, at spillerne ikke ønsker at give deres trøjer væk.

De fleste Superliga-klubber har en kvote for, hvor mange trøjer spillerne kvit og frit kan dele ud af i løbet af en sæson. Og derefter koster det spillerne penge at forære trøjerne væk.

»Vi forstår selvfølgelig godt interessen for at få en trøje, og spillerne er rigtig gode til at tænke på fansene omkring kampene. Rent praktisk er det sådan, at spillerne har et meget begrænset antal trøjer, de kan dele frit ud af hver sæson. Og de skal selv betale fuld pris for dem, når den lille kvote er brugt,« fortæller kommunikationschef i FC København Jes Mortensen.

I de danske topklubber får spillerne som grundregel lov at uddele tre-fire trøjer i løbet af en sæson. Og uddeler de flere, skal spilleren altså selv punge ud – omkring 700 kroner for en trøje.

Og for nogle af de yngre spillere, der endnu ikke har fået den store seniorkontrakt, er 700 kroner stadig en pæn sum – og derfor står spilleren i en svær situation, når han møder nogle bedende øjne fra tribunen.

Derudover får spillerne ofte også decideret forbud mod at give kamptrøjerne væk.

»Vi i AGF er lige nu i den særlige situation, at vores trøjesamarbejdspartner, Hummel, er ramt af den store globale transportkrise, hvilket betyder, at vi rent praktisk har færre trøjer til rådighed end normalt. Eksempelvis er der udsolgt af trøjer i vores fanshop,« fortæller kommunikationschef i AGF Søren Højlund Carlsen.

»Så det er aftalt med spillerne, at de som udgangspunkt ikke giver deres trøjer væk efter kampene. For så vil vi i helt bogstaveligste forstand stå og mangle trøjer at spille i. Så det er vi kede af, og vi håber på forståelse fra alle de børn, der ønsker sig en trøje.«

I FCK er der også praktiske forklaringer på, at trøjerne ikke altid kan deles ud.

»Spillerne er indimellem i den situation, at de ikke må dele trøjer ud, hvor vores eget lager ikke tillader det. Vi har mange kampe og kort tid mellem dem, hvor spillernes trøjer skal genbruges – så de kan ikke dele dem ud,« fortæller Jes Mortensen.

En lille fodnote: På landsholdet får spillerne ved hver kamp lov selv at bestemme over deres trøje. Nogle vælger at give dem til papskilt-viftende roligans, andre donerer de svedige trøjer til velgørende formål, og nogle beholder dem som minder.