I et årti var han fast mand på det engelske landshold og stjerne i Arsenal.

Måske husker du navnet Kenny Sansom, for den nu 64-årige tidligere fodboldstjerne spillede to landskampe mod Danmark i 1982 og 1983.

Spørgsmålet er, om Sansom selv kan huske de to opgør.

I hvert fald afslører han nu, at han har store sorte huller i hukommelsen, og at han slet ikke kan huske flere af de største øjeblikke i sin karriere. Det skriver The Sun.

Kenny Sansom (med ryggen til) forsøger at stoppe Diego Maradona ved VM i 1986.
Kenny Sansom (med ryggen til) forsøger at stoppe Diego Maradona ved VM i 1986. Foto: Uncredited
Vis mere

I et interview med mediet taler Kenny Sansom ud om sit årelange, livstruende alkoholmisbrug.

Angivelig drak han i en periode ni flasker vin om dagen.

Alkoholmisbruget sendte ham i koma, så han var ude af stand til at spise og drikke selv. Han blev også diagnosticeret med hjerneskaden Wernicke-Korsakoffs syndrom.

Undervejs blev han så alvorligt syg, at hans familie fik at vide, at han ikke ville blive genoplivet, hvis hans krop gav op.

For tre år siden faldt han og slog hovedet voldsomt efter et slagsmål. Han var desuden hjemløs i en periode.

»I april er jeg gået i tre år uden at drikke. Det har krævet sit. Alkohol smadrede mit liv – det kan jeg sige uden at tøve.«

»Jeg ved nu, at jeg aldrig vil drikke igen,« fortæller Kenny Sansom.

Den tidligere Arsenal-stjernes datter, Natalie, blev gift sidste år, og her var han heldigvis i stand til at følge hende op ad kirkegulvet.

»Jeg kan ikke beskrive, hvor stolt jeg var over at gå ved Natalies side. Jeg var så glad og rørt.«

»Jeg føler, at jeg endelig er far til mine børn, hvor jeg før bare var fuld.«

Kenny Sansom, der gjorde sig som venstreback, var med, da Danmark og England spillede 2-2 i Københavns Idrætspark i 1982. Allan Hansen og Jesper Olsen scorede Danmarks mål.

Året efter var Sansom med, da Danmark besejrede England på Wembley på et mål af Allan Simonsen.