Den tidligere Juventus-angriber Fabrizio Miccoli skal tre et halvt år i fængsel.

Det sker, efter at han er blevet dømt for afpresning af en domstol i Palermo.

Sagen handler om, at den nu 40-årige Fabrizio Miccoli havde bedt sin ven Mauro Lauricella, der er søn af mafiosoen Antonino Calderone, om at inddrive 12.000 euro, svarende til 90.000 danske kroner, der vedrørte driften af et diskotek.

Det siges, at Lauricella har brugt voldelige metoder for at inddrive pengene.

Foto: MARCELLO PATERNOSTRO
Vis mere

Det lykkedes dog kun at inddrive 2.000 euro svarende til 15.000 kroner.

Lauricella og en anden tiltalt, Gioacchino Amato, blev oprindeligt tiltalt for afpresning udført i mafia-stil, der kan give op til ti års fængsel. Men Amato blev frikendt, og Miccolis ven Lauricella blev beskyldt for privat vold, der er en noget mindre forbrydelse, der kan give op til et års fængsel.

Miccoli benægter samtlige anklager mod ham selv, og han siger, at han ikke vidste, at Lauricella havde en forbindelse til mafiaen.

Efter dommen udtalte Miccolis advokat, Giovanni Castronovo, sig til pressen ude foran retten:

»Vi sidder tilbage med straf, som vi er totalt uenig i. Vi er i den paradoksale situation, at den påståede anstifter for afpresningen er dømt, mens personen, der udførte afpresningen, er blevet frikendt. Vi appellerer dommen.«

»Miccoli er meget vred og trist, fordi han ved, at han er uskyldig. Han kender intet til disse beskyldninger, og vi vil forsøge at bevise det i appelsagen,« sluttede Giovanni Castronovo.

Miccoli stoppede karrieren i 2015 i klubben Lecce.

Ud over Juventus og Lecce har han også spillet i Benfica og Palermo. Miccoli har også spillet 10 landskampe for Italien og scoret to mål.