Den tidligere landsholdsspiller i fodbold Ulrik le Fevre er efter længere tids sygdom død.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Ulrik le Fevre blev 77 år gammel, og han nåede fra 1965 til 1976 37 landskampe for Danmark. Undervejs scorede offensivspilleren syv mål for Danmark.

På klubplan tørnede han blandt andet ud for Vejle, Borussia Mönchengladbach i Tyskland og Club Brugge i Belgien. Med alle tre klubber vandt han nationale mesterskaber.

I 2022 blev Ulrik le Fevre optaget fodboldens Hall of Fame.
I 2022 blev Ulrik le Fevre optaget fodboldens Hall of Fame. Foto: Jens Dresling
Vis mere

I Vejle Boldklub er han en af de helt store legender i klubbens historie, hvor han spillede 156 kampe.

»Ved Ulrik le Fevres død har vi ikke alene mistet en af de største skikkelser i Vejle Boldklubs historie, men også en engageret og sympatisk gesandt for såvel klubben som for byen. Hans navn vil for altid med rødt være mejslet ind i vejlensiske fodboldhjerter,« skriver Vejle Boldklub på sin hjemmeside.

I 1969 forlod venstrewingen Vejle Boldklub for at tage til Gladbach, hvor han var med i begyndelsen af klubbens mest succesrige epoke.

Borussia Mönchengladbach var i 1970'erne kendt som hjemsted for adskillige danske offensivspillere. Med Allan Simonsen og Henning Jensen som de to største. Men den første dansker i klubben var Ulrik le Fevre.

Landsholdsspiller Ulrik Le Fevre interviewes af Gunnar Nu Hansen i forbindelse med EM-kvalifikationskampen mod Rumænien i Idrætsparken i 1974.
Landsholdsspiller Ulrik Le Fevre interviewes af Gunnar Nu Hansen i forbindelse med EM-kvalifikationskampen mod Rumænien i Idrætsparken i 1974. Foto: Mogens Ladegaard
Vis mere

I 1971 scorede Ulrik le Fevre et meget berømt mål i Tyskland, som fik titlen som 'Tor des Jahres' (årets mål i Bundesligaen, red.). Det var første gang, at kåringen fandt sted, og det var et fantastisk mål af den danske offensivspiller.

Borussia Mönchengladbach mødte Schalke 04, hvor Ulrik le Fevre fik bolden i modstanderens felt, jonglerede bolden over en modstander og derefter en mere, hvorefter han flugtede bolden i mål.

Allerede i sin første sæson var han med til at vippe Bayern München af den tyske fodboldtrone og sikre Gladbach klubbens første mesterskab.

Efter tre år i Gladbach skiftede Ulrik le Fevre i 1972 til belgiske Club Brugge, hvor han tilbragte fem sæsoner og vandt tre mesterskaber samt nåede en finale i Uefa-Cuppen, forløberen for Europa League.

I 1977 vendte Ulrik le Fevre hjem til Vejle. Året efter var han med til at vinde DM-guld, så han således opnåede at blive national mester seks gange i tre forskellige lande.

Efter tiden som aktiv arbejdede han blandt andet som lærer, spilleragent og havde skiftende roller i Vejle Boldklub.

I 2022 blev Ulrik le Fevre optaget i fodboldens Hall of Fame i forbindelse med landskampen i Parken mellem Danmark og Frankrig.

Ulrik le Fevre efterlader sig sin hustru Bente samt børnene Nina, Thomas og Anne.