Lionel Messi ligner mere og mere en mand, der har spillet sin sidste kamp for FC Barcelona.
Tirsdag skrev flere internationale medier, at Barcelona bekræfter, at den argentinske troldmand ønsker at forlade den spanske storklub.
Det gjorde hurtigt 33-årige Messi til en upopulær herre i Barcelona. Således var flere fans samlet foran Camp Nou tirsdag aften for at protestere mod stjernens beslutning.
Den tidligere Barcelona-anfører Carles Puyol har dog en anden holdning. Han vil nemlig støtte sin tidligere holdkammerat. Det skriver han på Twitter.
'Beundring og støtte, Leo. Alt min støtte, ven,' skriver 42-årige Puyol helt præcist.
Og den nuværende holdkammerat Luis Suárez er enig med den tidligere Barcelona-kaptajn. Han kommenterer opslaget med to klappende emojis.
Den engelske fodboldlegende Gary Lineker mener ligeledes, at Barcelona bør støtte deres anfører, selv om beslutningen bliver at forlade klubben.
'Jeg håber, at Barcelona hjælper Lionel Messi, hvis han ønsker at forlade klubben. Han har været loyal hele tiden og deres bedste spiller nogensinde. Det ville være trist, hvis det sluttede med en kamp mellem klubben og spilleren,' skriver han på Twitter.
Messi har efter sigende en kontrakt med Barcelona, der indeholder en klausul, som netop gør det muligt for argentineren at forlade klubben gratis efter hver sæson, hvis han ønsker det.
Exit-tankerne skulle være blevet seriøse efter Barcelonas 2-8-nederlag til Bayern München i Champions League tidligere på måneden.
Derudover skulle Messi være utilfreds med klubbens præsident, Josep Bartomeus.
Lionel Messi skiftede til den catalanske storklub som barn og har aldrig spillet for andre klubber som voksen.