Det var ikke altid let for Cristiano Ronaldo, da han som ung spillede i Manchester United.

Faktisk kunne bølgerne gå rigtig højt. Det fortæller den tidligere United-angriber Louis Saha i et nyt interview.

Her fremhæver han en helt særlig episode fra træning mellem hollænderen Ruud van Nistelrooy og Cristiano Ronaldo.

»Ruud havde den form for ego. Han ville have alle afleveringerne. Og nogle gange, når det kom til Cristiano Ronaldo og Wayne Rooneys udvikling, var det svært for manageren at håndtere,« siger han til mediet FourFourTwo og fortsætter:

Ruud van Nistelrooy og Cristiano Ronaldo var ikke altid lige gode venner i Manchester United.
Ruud van Nistelrooy og Cristiano Ronaldo var ikke altid lige gode venner i Manchester United. Foto: PAUL BARKER
Vis mere

»Fik Ruud Ronaldo til at græde? Ja, der var historier. Jeg tror, det var fordi, de endte i et skænderi. Det var dengang Cristianos far døde, så det var ikke det rette tidspunkt. Sådan nogle ting sker, når to spillere har en masse gejst, men jeg er sikker på, at Ruud fortryder nogle af sine ord,« siger Saha i interviewet.

Louis Saha, der spillede i den engelske storklub fra 2004 til 2008, fortæller også om sin beundring for en ung Ronaldo, der imponerede til træning hver dag.

»Cristiano var simpelthen et dyr. Jeg tror ikke, du kan sige, at han var menneskelig! Allerede fra da han var 18 eller 19 år kunne du se, at den her fyr ikke var normal.«

Verdensstjerne Cristiano Ronaldo skiftede i 2003 til Manchester United, inden han i 2009 røg videre til Real Madrid.