Det er ikke alle fodboldtalenter, som det ender lige godt for.

Dette er tilfældet for det tidligere svenske stortalent Ilija Jurkovics, som tidligere blandt andet har spillet sammen med EM-kometen Alexander Isak, var udset en flot karriere og mulighed for at spille på det svenske landshold, men i stedet for at bruge sommeren på fodbold har han siddet tilbageholdt af det svenske politi.

Det skriver flere svenske medier heriblandt Expressen og Aftonbladet.

Den 24-årige teknisk stærke midtbanespiller, som viser sig at være en del af det berygtede 'Vårby-netværk', skal nu afsone 11 år bag tremmer for blandt andet mordforsøg, grov våbenkriminalitet og kidnapning.

Foto: 10510 JOHAN HALLNÄS/TT
Vis mere

I 2020 gav Ilija Jurkovic et interview med netop Aftonbladet, hvor den tidligere AIK-ungdomsspiller forklarede, at han droppede fodbold til fordel for den kriminelle verden. Her åbner han op og forklarer, at det var en korsbåndsskade i 2014, som satte en endegyldig stopper for fodbolddrømmen i en alder af 19 år.

I samme artikel bliver han kaldt for en af Sveriges farligste bandemedlemmer, og dengang havde den daværende 22-årige allerede haft to ophold i fængsel.

»Du ser tv og ser gamle holdkammerater spille. Så er du selv i fængsel. Mennesker, du har mødt og spillet med. Alexander Isak … Men jeg er glad for dem, og jeg skriver normalt til dem på Instagram, 'Kør videre,'« siger Jurkovic og fortsætter:

»Jeg sagde ikke noget dengang. Jeg stoppede bare med at dukke op. De ringede til mig. De spurgte min agent. Han ringede til mig, men jeg svarede heller ikke ham. Jeg var indstillet på andre ting. Jeg valgte at skide på fodbold, og det var dengang, mine problemer begyndte,« afsluttede Jurkovic i 2020-interviewet.

Jurkovic skal nu tilbringe 11 år bag tremmer. Dette billede er blevet taget i forbindelse med en tidligere dom.
Jurkovic skal nu tilbringe 11 år bag tremmer. Dette billede er blevet taget i forbindelse med en tidligere dom.
Vis mere

Det viser sig nu i den nyligt afsluttede retssag, at dagen efter det famøse interview var Jurkovic i gang med at forhandle prisen på et mord med sin overordnede til over en million svenske kroner.

Det var netop forhandlingen på chatbeskeder, som i sidste ende var med til at fælde Ilija Jurkovic og give ham 11 år i fængsel sammen med andre fra 'Vårby-netværket', som også bliver dømt i sagen.