Den tidligere kroatiske fodboldstjerne Bosko Balaban er på vej i fængsel - i hvert fald, hvis han ikke snart hoster op med 800.000 euro, cirka seks millioner danske kroner.
Det skriver flere belgiske medier såsom Het Laatste Nieuws.
Årsagen skal findes i Balabans tidligere ægteskab med modelen Iva Radic, der blev Miss Croatia i 1995.
Igennem flere år har hun via rettens vej forsøgt at få kroaten til at betale det underholdsbidrag, han skylder hende.

Det er ikke lykkedes, og allerede i 2021 fik han en fængselsdom på et år fængsel. Her fik han muligheden for at betale gælden inden for to år, hvilket han altså ikke har efterlevet.
Og nu går den ikke længere. Pengene skal på bordet, ellers ryger Balaban i fængsel i januar i et år.
Han har tidligere argumenteret for, at han ikke har indkomst efter karrieren, men Balaban menes at have flere ejendomme i Kroatien og arbejder til daglig som agent.
Han spillede 35 landskampe for Kroatien fra 2000 til 2007 og har foruden Premier League-klubben Aston Villa haft succes i Club Brügge og Dinamo Zagreb.

